I syv år har Trevor Noah stået i front for satireprogrammet 'The Daily Show', men torsdag sad han for sidste gang i værtsstolen.
Den 38-årige komiker og tv-vært har tidligere fortalt, at han stopper, fordi han ønsker at bruge tid på stand-up, og den tid begynder altså nu.
Ifølge Entertainment Tonight forlod han showet med en tårevædet afskedsvideo, som blev afspillet for både seere og publikum i studiet.
Her takkede han selvfølgelig programmets mange faste seere, og så benyttede han lejligheden til at komme med en hyldest til sorte kvinder.
- Jeg bliver tit rost for at have mange gode ideer, og jeg tænker bare: 'Hvem tror I, jeg har det fra? Hvem tror I har formet mig og hjulpet mig til at gro?' Min mor, min bedstemor, mine tanter, sagde han og fortsatte:
- Nu vil jeg sige til jer, at I skal gøre jer selv den tjeneste, at hvis I virkelig gerne vil have svar på, hvad I skal gøre, og hvordan I skal gøre det på den bedste måde, så tal med en sort kvinde.
Ingen ny vært
Det er endnu ikke blevet meldt ud, hvem der skal fylde Trevor Noahs sko og føre rollen som vært videre på 'The Daily Show'.
Noah overtog værtsrollen i 2015 efter en af USA's mest populære tv-værter på daværende tidspunkt, Jon Stewart. Han bestyrede i mere end 16 år 'The Daily Show'.
De senere år har Trevor Noah udover at være vært på 'The Daily Show' guidet publikum og seere igennem Grammy Awards, ligesom han har været vært for den årlige middag for pressekorpset i Det Hvide Hus.
'The Daily Show' er i løbet af sin levetid blevet en af tv-kanalen Comedy Centrals største succeser.