I søndagens udgave af det amerikanske quiz-show 'The $100,000 Pyramid' på ABC skulle Evan Kaufman hjælpe sin kendte medspiller Tim Meadows med at gætte en skjult sætning ved hjælp af en ledetråd.
Sætningen, der skulle gættes var: 'People Whose Last Name is Obama' (Personer, hvis efternavn er Obama, red.)
Efter lidt betænkningstid og en dyb indånding siger Evan klart og tydeligt: 'Bin Laden'.
Heldigvis lykkes det ham hurtigt at få rettet op på brøleren og komme i tanke om navnet på den amerikanske eks-præsident. Men da var skaden sket.
Det skriver flere amerikanske medier - heriblandt Mashable og The Hollywood Reporter.
På Twitter har Evan efterfølgende forklaret, at han blev forvirret i situationen og kom til at sige Bin Laden, da han kom til at tænke på, hvem Obama havde været ansvarlig for at få dræbt.
Desuden rimer Osama på Obama, forklarer han og kalder det, det mest pinlige øjeblik i sit liv.
Han afviser, at der skulle ligge noget racistisk i fortalelsen, og at han personligt er stor fan af Obama.