Fejrer 'Druk' ... med druk

Forud for lørdagens uddeling af Bodilprisen har instruktør Thomas Vinterberg og filmens skuespillere været i barskabet

Der var feststemning og højt humør, da instruktør Thomas Vinterberg, hans kone Helene og en stor del af castet fra den Oscar-vindende fil 'Druk' lørdag troppede op på den røde løber forud for årets uddeling af Bodilprisen.

Siden Vinterberg for omtrent en uge siden vendte hjem fra Hollywood med statuetten i hånden er sejren blevet fejret - og det blev den også lørdag.

Det fortæller han den fremmødte presse.

- Jeg har været sammen med Lars (Ranthe, red.) og hans smukke kone og Magnus (Millang, red.). Thomas (Bo Larsen, red.) fanger vi først nu. Det er skønt at se dem igen. Jeg har virkelig savnet dem. Det er jo det her, det drejer sig om. Det er dem, der har lavet filmen, siger Vinterberg og fortsætter:

- Vi har fået en lille drink. Vi har fået en sazerac (drink hovedpersonerne drikker i 'Druk', red.). Nogle af os har fået to.

Thomas Vinterberg og hustruen Helene Reingaard Neumann har glædet sig til at fejre 'Druk' i Danmark. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Thomas Vinterberg og hustruen Helene Reingaard Neumann har glædet sig til at fejre 'Druk' i Danmark. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Og selvom Oscar-rusen endnu ikke har lagt sig, har Vinterberg set frem til også at fejre filmen i Danmark.

- Jeg synes, det er vigtigt at være hjemme og se vennerne og mærke den vilde opbakning, vi har fået i Danmark. Det er selvfølgelig stort med en Oscar, men det at være tilbage i Danmark og fejre det her, er bare noget andet, og det har jeg virkelig glædet mig til. Men nu må vi se, om der bliver noget at fejre, siger han.

Som EM i 92
For Thomas Vinterbergs kone, Helene Reingaard Neumann, som også spiller en rolle i 'Druk', har det været overvældende at mærke opbakningen efter sejren.

- Vi var ikke rigtig ude og mærke det derovre, men efter vi er kommet hjem, har det virkelig været overvældende. Der er folk, der råber 'SKÅL' på gaden. Det er virkelig sødt, siger hun og fortsætter:

- Det har været som EM i 92. Det har virkelig været dejligt. Jeg mærker fædrelandsfølelsen herhjemme. Der er mange, der har sagt, at de er stolte over landet. Folk siger jo, at 'vi' har vundet en Oscar, ligesom når 'vi' vinder i fodbold. Så det har virkelig været dejligt.