Oscarfest bliver uden firebenet stjerne

Uggie, hunden fra stumfilmen 'The Artist', er ikke inviteret med til årets Oscar-show

Hunden Uggie kommer ikke til Oscar-festen den 26. februar. (Foto: AP)
Hunden Uggie kommer ikke til Oscar-festen den 26. februar. (Foto: AP)

Hunden Uggie, der har en hovedrolle i den meget roste stumfilm 'The Artist', kommer ikke til at gnubbe sig op ad filmstjernernes ben på den røde løber, når Oscar-statuetterne skal uddeles den 26. februar.

Den tiårige Jack Russell-terrier er ellers gået lige i hjerterne på millioner af biografgængere, men den må blive hjemme i kurven, når filmindustriens største show afvikles.

'The Artist' er nomineret i 10 kategorier, og sjældent har anmeldere verden over været så enige i deres bedømmelse af en film, der er blevet overdænget med rosende ord.

Afviser særligt hunde-nummer
- Uggie er ikke blevet bedt om at tage del i eller dukke op til Oscar-showet, fortæller en talsmand for The Weinstein Company, der står for distributionen af 'The Artist', der handler om stumfilmstjernen George Valentin, der sammen med Uggie har stor succes.

I visse medier har der været rygter om, at værten ved showet, Billy Crystal, har indøvet et nummer med Uggie, men det afviser kilder tæt på ceremonien, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

The Academy of Motion Pictures Arts and Sciences, der står bag de årlige Oscar-uddelinger, har ikke kommenteret sagen om Uggie.

Cyber-hund
Men dyret, der har både Facebook- og Twitterprofil, har allerede vundet et trofæ. Mandag vandt den en nyindstiftet pris, The Golden Collar Award, som årets filmhund i tæt konkurrence med Blackie the Doberman fra Martin Scorseses familiefilm 'Hugo'.

Uggie deltog i prisuddelingen iklædt en rød butterfly.

- Folk aner ikke, hvor mange timer vi bruger på at træne disse hunde til at blive filmstjerner, så jeg er lykkelig for denne pris, sagde Uggies træner, Omar von Muller, mens Uggie viste en række af sine tricks.

'The Artist' fik premiere herhjemme i den forgangne uge.