ANMELDELSE: Finn og Jacob: Tåkrummende tåbelig
LÆS OGSÅ: Finn og Jacob flopper fælt
Torsdag havde den første film i 22 år med Finn og Jacob i hovedrollerne premiere, og status efter de første fire dages billetsalg - inklusive åbningsweekenden - er mildest talt ikke prangende.
Den Lasse Spang Olsen-instruerede 'Den sidste rejse' bliver vist i intet mindre end 83 biografer landet over - heriblandt Københavns største biograf, Imperial, samt de store CinemaxX-biografer i Aarhus, Odense og København.
Havde håbet på lidt mere
Alt i alt er der blevet langet knap 10.000 billetter over disken, oplyser filmens distributionsselskab.
- Vi havde måske nok håbet på lidt mere. Alle vil jo gerne have mere, men vi er ikke utilfredse. Vi regner med, at folk vil gå ind og se den i juleferien, og det er samtidig en film, hvor folk skal vænne sig til, at de nu skal se Finn og Jacob på en helt ny måde, siger Michael Berg, der er direktør for United Pictures International, der distribuerer filmen i Danmark.
Ensom i mørket
Regner man lidt på tallene bliver det tydeligt, at nogle af de danske Finn og Jacob-fans må have følt sig en anelse ensomme i biografmørket.
Det er forskelligt, hvor mange daglige visninger, de 83 biografer har på programmet hver dag.
De mindre biografer har måske blot en enkelt aftenvisning, mens de store biografer som Imperial og CinemaxX i København viser 'Den sidste rejse' hele fem gange dagligt.
Hvis man forsøgsvis går ud fra, at de 83 biografer i snit har haft to visninger om dagen de seneste fire dage, giver det i alt 664 visninger. Og dividerer man de 10.000 billetter med de 664 visninger, viser det sig, at der har været 15 personer i snit til hver visning.
Håber på julesalg
Filmens distributionsselskab sætter nu sin lid til juleferien.
- Knap 10.000 har set filmen indtil videre, og det er slet ikke dårligt for en weekend, der har stået i håndboldens tegn. Vi har med vilje lanceret den her op til juleferien, så folk langsomt kan begynde at snakke om den, og så skal der helt sikkert nok blive solgt nogle billetter i juleferien. Den kommer nok aldrig op og sælger 300.000, men det har heller ikke været vores ambition, siger Michael Berg
Ser man på antal forudbestilte billetter de næste par dage, er der dog ikke særlig meget godt nyt i vente.
Hos CinemaxX-biografen i København er der planlagt 10 visninger med i alt 2.782 billetter mandag og tirsdag, og via billetportalen kino.dk fremgår det, at der til disse 10 forestillinger i skrivende stund er reserveret blot ni billetter.
God plads i biograferne
I Københavns største biograf - Imperial - er kapaciteten en hel del større. Her er planlagt ni visninger mandag og tirsdag. Og med plads til 1102 publikummer til hver visning giver det et samlet potentielt salgstal på 9.946. Heraf er blot 48 billetter mandag formiddag reserveret.
På hjemmebanen i Aarhus har byens store biograf CinemaxX på forhånd kun udsigt til at sælge 77 ud af de i alt 3.190 billetter, der er sat til salg til de i alt 10 visninger i kalenderen mandag og tirsdag.
Lægger man reservationsstallene sammen for de tre biografers visninger mandag og tirsdag bliver det 134 ud af de i alt 15.918 billetter.