Linda P: Tror på nisser og begynder julen i oktober

'Noget i Luften' handler om jul og clairvoyance. Både Linda P. og Line Kruse har altid selv troet på nisser og skæbnen

Linda P. med sin kæreste Melissa. Komikeren har en oppyntningsbattle med sin genbo, som begynder allerede i oktober måned. (Foto: Mogens Flindt)
Linda P. med sin kæreste Melissa. Komikeren har en oppyntningsbattle med sin genbo, som begynder allerede i oktober måned. (Foto: Mogens Flindt)

I julefilmen 'Noget i Luften' er de veninder, der er trygge i hinandens favn.

I virkeligheden er skuespillerinden Line Kruse og komikeren Linda P. dog meget forskellige.

Men nisser er de enige om at tro på.

- Vi tror på nisser, men ikke på julemanden, smiler de to piger, der begge elsker julen og slet ikke kan få nok.

- Vi har en nisse på loftet. Han spilder mælk, og han krummer brunkager. Han er et rigtigt svin. Min mand og jeg spiser kold risengrød fra nissens skål om aftenen, så børnene kan se, at han har været der, siger Line Kruse.

Pynter psykopat-meget op
Linda P. er mere ekstrem:

- Jeg starter julen allerede i oktober. Jeg har en psykopat, der bor over for mig. Først hængte jeg en guirlande op, så gjorde hun det samme. Så hængte jeg lidt mere op blandt andet en julekugle. Så plørede hun bare hele facaden til med lys og rensdyr, forklarer Linda P.

- Hun får en kæmpe elregning, tilføjer hun med et grin.

LÆS OGSÅ: Linda P. er dulle i ny film

Ting sker af en grund
Når det handler om clairvoyance, der også er et af temaerne i filmen, er de to piger dog ikke helt enige.

Mens Line Kruse selv benytter sig af en clairvoyant, så er Linda P. ikke overbevist:

- Jeg er skeptiker. Der er nok et eller andet efter døden, men jeg er ret begrænset, siger Linda P.

- Det falder mig ret naturligt. Hvis folk får noget ud af at gå til clairvoyant, så af sted med dem. Jeg opnår selv ro eller glæde ved det. Man behøver ikke at tro på det. Det er der bare, fortæller Line Kruse.

Til gengæld er Linda P. meget overbevist om skæbnen, og om at ting sker af en grund. Også når tingene er noget rigtigt møg, er hun overbevist om, at der er en bagvedliggende grund.

- Man skal lige huske på, hvad man har - at man ikke bor i Afrika kun med en skefuld vand om dagen, siger hun.