Melancholia med flest nomineringer

Lars von Triers film om jordens undergang er den mest nominerede film ved European Film Awards

Kirsten Dunst, her som lunefuld brud, har også fået en nominering for sin rolle i filmen. (Foto: Christian Geisnæs)
Kirsten Dunst, her som lunefuld brud, har også fået en nominering for sin rolle i filmen. (Foto: Christian Geisnæs)

Lars von Trier er dygtig til at få opmærksomhed for meget andet end sine film. Tidligere på året fik han det for både nazi- og pornoudtalelser.

Men nu bliver den danske instruktør hyldet for sine film.

Melancholia er nemlig den film med flest nomineringer ved European Film Awards. Hele otte nomineringer er det blevet til. Fem film deles om andenpladsen med fire nomineringer hver: 'The Artist', 'Le Gamin au Velo', 'Hævnen', 'The King's Speech' og 'Le Havre'.

Melancholia er også nomineret til til hovedprisen, årets europæiske film. Den skal konkurrere mod en anden dansk film, nemlig Susanne Biers 'Hævnen' samt den internationale succes 'The King's Speech'.

Da Melancholia udkom tidligere på året, var særligt de udenlandske anmeldere ellers ikke så imponerede. Heller ikke de danske smagsdommere mente, at filmen nåede samme højder som tidligere trierske genistreger.

Det 24. European Film Awards skal løbe af stablen i Berlin den 2. december. Det er det Europæiske Filmakademi, der har udvalgt de nominerede.

Tidligere vindere inkluderer Florian Henckel von Donnersmarcks 'De andres liv' og Pedro Almodovars 'Tal til hende'.



..