Freeman ønsker sig Oscar for bedste film

Invictus-stjernen Morgan Freeman drømmer om gyldne statuetter og hæder for sit filmselskab

Morgan Freeman drømmer om en Oscar. (Foto: AP)
Morgan Freeman drømmer om en Oscar. (Foto: AP)

Invictus-stjernen Morgan Freeman er nomineret fem gang for sine skuespilpræstationer, og i 2005 fik han en Oscar for bedste mandlige birolle i filmen 'Million Dollar Baby'.

Men nu indrømmer Freeman, at han i virkeligheden drømmer om at blive hædret for sine filmskabertalenter, og at det nu er øverst på hans liste over ting, han vil opnå, inden han dør.

Det fortæller han i det amerikanske talkshow 'Live with Regis & Kelly'.

- Jeg mener, at man er døden nær, hvis man ikke har sådan en liste. Så jeg har to eller tre lister, siger han.

- Jeg har et filmproduktionsselskab, Revelations Entertainment. Højt oppe på min liste er at få en statuette for bedste film.

Freeman grundlagde sit uafhængige filmproduktionsselskab i 1996 sammen med filmproducer Lori McCreary.

Oprindelig er Freeman uddannet flymekaniker i luftvåbnet, men han valgte flyene fra og debuterede i 1968 på Broadway.

Siden har han spillet i en lang række film, senest har han portrætteret tidligere præsident i Sydafrika Nelson Mandela i Clint Eastwoods 'Invictus'.