Filminstruktør spillede penge på sig selv

Superclasico-instruktør tippede på sig selv og vandt 1500 kroner ud over nomineringen som dansk Oscar-håb.

Ole Christian Madsen satsede penge på sin egen film og vandt 1500 kroner på oddset.(Foto: AP)
Ole Christian Madsen satsede penge på sin egen film og vandt 1500 kroner på oddset.(Foto: AP)

Instruktøren bag 'Superclásico', der nu er indstillet som dansk bud på en Oscar-nominering, er en glad mand i dag.

Ikke nok med at han er blevet en prestigefuld nominering rigere. Han har også vundet 1500 kroner ved at spille penge på sin egen film.

- Jeg vil gerne takke den bookmaker, der lige har gjort mig 1500 kroner rigere, fordi deres odds på 'Superclásico' var så lave, lyder det grinende fra Ole Christian Madsen, der fortsætter:

- Så alt i alt er det jo en dag med win win-situationer over hele linjen.

Selv om filmen har modtaget blandede anmeldelser, var det en selvsikker instruktør, der tog imod statuetten fredag.

- Jeg er glad for, at filminstituttet har truffet den rigtige beslutning, lyder det.

Den Bodil- og Robert-vindende instruktør er meget tilfreds med nomineringen, der sikrer ham en plads i kapløbet om én af de fem internationale nomineringer til Oscar-uddelingen.

- Jeg er utrolig glad for, at det lykkes den her gang, for 'Flammen og citronen' blev jo ikke nomineret sidst, og det var jeg meget, meget ked af, siger han.

'Superclásico' var oppe i mod Pernille Fischer Christensens 'En Familie' og Martin Zandvliets 'Dirch'.

Men det blev altså Ole Christian Madsens komedie, der skal være med i kapløbet om én af de fem nomineringer.