SuperClásico skal kæmpe for dansk Oscar

Ole Christian Madsens film 'SuperClásico' med Paprika Steen og Anders W. Berthelsen i hovedrollerne bliver indstillet til en Oscar-nominering for Danmark.

Anders W. Berthelsen for sin sag for, da en nøgen latina-babe rider ham i et badekar i Argentina.(Foto: PR Foto)
Anders W. Berthelsen for sin sag for, da en nøgen latina-babe rider ham i et badekar i Argentina.(Foto: PR Foto)

'SuperClásico' bliver indstillet som det danske Oscar-håb i kategorien bedste udenlandske ikke-engelsksprogede film.

Filmen, der er instrueret af Ole Christian Madsen, har Paprika Steen og Anders W. Berthelsen i hovedrollerne, og meget af filmen er optaget i Argentina.

Paprika Steen har før gjort opmærksom på sig selv uden for Danmarks grænser med sin rolle i filmen 'Applaus', som hun fik meget ros for i blandt andet USA.

Ved Oscar-uddelingen i februar i år vandt Susanne Bier kategorien med dramaet 'Hævnen', der havde Trine Dyrholm og Mikael Persbrandt på rollelisten, og nu skal SuperClásico altså prøve at gøre Bier-filmen kunsten efter.

Hvert land kan indstille en film til nominering i kategorien. Filmene vurderes derefter af The Academy of Motion Picture Arts and Sciences, der endeligt nominerer fem film.

Nomineringerne offentliggøres tirsdag den 24. januar, og selve Oscar-kåringen finder sted søndag den 26. februar.

Akademiets regler kræver, at den indstillede film har haft biografpremiere i perioden fra 1. oktober 2010 til 30. september 2011, og at den er produceret uden for USA og hovedsageligt på et ikke-engelsk sprog.

I Danmark er det en komité bestående af otte repræsentanter for den danske filmbranche, der afgør hvilken film, de dels synes præsenterer Danmark bedst, og dels tror på har en chance hos det Amerikanske Filmakademis medlemmer.

Det er i alt blevet til en dansk Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film tre gange. Ud over Susanne Bier har Gabriel Axel og Bille August også vundet kategorien med henholdsvis 'Babettes Gæstebud' i 1988 og 'Pelle Erobreren' fra 1989.