Eddie Murphy skal være Oscar-vært

Med succeser som 'Dr. Dolittle' og 'Shrek' i kataloget, bliver Eddie Murphy vært ved Oscar-showet

Den storsmilende og til tider temmelig frække komiker, Eddie Murphy, har fået tjansen som vært for Oscarshowet næste år, og dermed træder han ind i en eksklusiv kreds af Hollywoods store komikere og skuespillere.

- Jeg er enormt beæret over at blive en del af den fantastiske liste af tidligere Academy Award værter fra Hope og Carson til Crystal, Martin og Goldberg blandt mange andre, siger Eddie Murphy i en pressemeddelelse fra The Academy Awards.

Hos producer Brett Ratner er der ingen tvivl om, hvorfor valget faldt på Eddie Murphy.

- Eddie er et komisk geni, og han er en af de største og mest indflydelsesrige kunstnere nogensinde, siger Brett Ratner og tilføjer:

- Med hans kærlighed til film, hans uforglemmelige roller og ikoniske optrædener - specielt på scenen - ved jeg, at han vil bringe glæde og spontanitet til showet.

En sand kunstner
Og de rosende ord om den 50-årige komiker stopper ikke her. Showets anden producer, Don Mischer, kalder Eddie Murphy for en sand kunstner.

- Han har med sin fantastiske spændvidde af roller vundet sig et trofast publikum i alle aldre. Hans hurtige bemærkninger og karisma vil gøre sig godt, når han skal være Oscar-vært, siger Don Mischer.

Og man må sige, at Eddie Murphy har samlet fan over en lang årrække - helt fra 1980, hvor han som 19-årig blev den yngste komiker på 'Saturday Night Live', til nu, hvor børn i alle aldre kender hans stemme som Æsel i "Shrek"-filmene.

Ydmyghed
Trods sin lange karriere - og en enkelt Oscar-nominering for bedste mandlige birolle i 'Dreamgirls' fra 2006 - går Eddie Murphy til opgaven med ydmyghed over for historien bag Oscar-showet og de mange filmklassikere, der bliver hyldet.

- Jeg ser frem til at lave et underholdende show for både seerne derhjemme og for publikummet i Kodak Theatre. Og også til at hylde de fantastiske film fra det seneste år, siger Eddie Murphy.

Den 84. udgave af Oscar-showet finder sted den 26. februar og bliver vist i mere end 200 lande verden over.