Harrison Ford: - Jeg ser ikke film

Når lyset går ud til filmpremierer, så rejser jeg mig og smutter ud i baren, afslører Harrison Ford. Han ser kun film med sin 10-årige søn

Harrison Ford og Daniel Craig i fuldt cowboy-udstyr. (Foto: AP)
Harrison Ford og Daniel Craig i fuldt cowboy-udstyr. (Foto: AP)

Harrison Ford vil gerne have, at folk tager ind og ser hans film, men han afslører overfor Ekstra Bladet, at han yderst sjældent går i biografen eller sætter en film på derhjemme.

- Jeg så ikke særlig mange film da jeg var en dreng, og det er stadigvæk sjældent at jeg går i biografen, siger Harrison Ford da vi snakker med ham i Montana i USA, hvor han promoverer den biografaktuelle Cowboys & Aliens.

Derfor har den 69-årige skuespiller heller ikke rigtig en favoritfilm eller en favoritwestern. ’Jeg forstår ikke rigtig det der med at favorisere. Jeg har fem børn og har ikke en favorit, jeg ejer en masse fly og har ikke et favoritfly. Hvis du har spist steak i lang tid, så kan bønner nu godt smage meget godt,’ siger han.

Ud i baren med det samme
- Jeg ser brudstykker af filmen mens vi laver den, så jeg kan få indflydelse på udfaldet, og jeg ender ofte også med at sidde bagest når den bliver vist for et testpublikum, så jeg kan se hvordan publikum reagerer, afslører Ford.

Men hvad så med biografpremiererne med den røde løber? Der bliver manden da nødt til at sætte sig ned og se den fra ende til anden? ’Nej, lige så snart lyset går ud, så rejser jeg mig og smutter ud i baren,’ siger Ford.

- Jeg går næsten kun i biografen med min 10-årige søn. Vi ser børnefilm sammen, og de efterhånden blevet forbandet gode.