Ikke flere film med kant fra Hollywood

Instruktøren af Cowboys & Aliens spår at det er slut med originale og anderledes film fra Hollywood. Alt skal kunne ses af 13-årige

Jon Favreau har succes både som skuespiller og instruktør. (Foto: AP)
Jon Favreau har succes både som skuespiller og instruktør. (Foto: AP)

Hvis du synes at stort set alle film fra Hollywood er efterfølgere eller handler om en superhelt, så er du ikke galt på den, og skal vi tro Jon Favreau, instruktøren af Iron Man-filmene og den biografaktuelle Cowboys & Aliens, så ændrer det sig ikke lige med det samme. Og grunden er – selvfølgelig – penge.

- Rigtig mange af de film vi ser i øjeblikket, de føles som noget vi har set før. Sådan er det bare i Hollywood nu hvor dvd’en er på vej i graven og der bliver downloadet en masse piratfilm fra nettet, siger Jon Favreau til Ekstra Bladet mens vi sidder udenfor i Montana omringet af et landskab, der kunne være taget ud af en klassisk western.

Påpasselige med pengene
Du skal nu tjene hovedparten af dine penge mens filmen er ude i biograferne, forklarer Favreau, og når du laver film med det budget på mange millioner dollars, så tager du ofte færre chancer. ’Det er derfor at du stort set kun ser genfortolkninger, efterfølgere eller superheltefilm,’ siger Favreau.

- Der er intet originalt materiale fordi du risikerer dit job og karriere hvis du prøver at lave noget, der er anderledes, siger han.

Jon Favreau, som vi også kender som skuespiller fra komedier som The Break-up, Four Christmases og Parterai i Paradis, fortæller at du er nødt til at få alle de forskellige målgrupper til at møde op i biografen og skabe en oplevelse for masserne hvis du vil tjene penge.

- Indimellem vil du se noget anderledes slå igennem, som vi eksempelvis så med 300, men for de meste er filmene nødt til at være en fælles oplevelse. Ellers er du nødt til at finde dig i mindre budgetter, hvor du ikke får samme niveau af effekter eller produktionsværdi, siger han.

Nødt til at skyde med spredehagl
Favreau fortæller, at hvis du gerne vil lege med alle de muligheder, som du har med effekter og computerteknologi i dag, så er du nødt til at sikre dig, at din film appellerer til et meget bredt publikum.

- Jeg synes at Cowboys & Aliens er et godt eksempel på, at prøve at være original indenfor de parametre og vilkår, og jeg synes at vi har taget en så stor risiko som du overhovedet kan tage i dag, siger han. ’Og udfordringen med denne er film er om den er for anderledes. Om folk vil købe billetter eller om de ikke vil bryde sig om titlen eller konceptet.’

Hvor skal du så gå hen hvis du vil se noget med kant, noget anderledes noget der er rettet mod voksne? Svaret vil måske overraske dig.

- Hvis du vil have noget anderledes og originalt så skal du orienterer dig mod betalingskanalerne på kabel-tv, du skal se på serier som Mad Men og Game of Thrones.