Skuespillerinden Gwyneth Paltrow tog alle med storm, da hun i efteråret havde sin live-debut som sangerinde ved Country Music Awards i Nashville i USA. Her optrådte hun med et nummer fra filmen 'Country Song', som hun spiller hovedrollen i.
Men nu får hun lov at synge foran et endnu større publikum, for hun er nemlig udvalgt til at optræde, når Oscar-statuetterne skal uddeles den 27. februar i Los Angeles.
Her skal hun synge nummeret 'Coming Home', der også er fra den film.
Florence
Også sangerinden Florence Welch fra bandet 'Florence and the machine' optræder ved den store fest. Sammen med A.R. Rahman, der før har vundet en Oscar for musikken til filmen 'Slumdog Millionaire', skal hun synge den Oscar-nominerede sang 'If I Rise' fra filmen 127 Hours.
På scenen kommer også Randy Newman, der står bag musikken til Toystory 3. Han skal opføre nummeret 'We Belong Together', som er skrevet til filmen.
Sangerinden Mandy Moore får også lov at optræde med nummeret 'I See The Light' fra animationsfilmen 'Tangled'.
Oscar-uddelingen, der traditionen tro foregår i Kodak Theatre i Hollywood, bliver transmitteret live til mere end 200 lande.