Derfor elsker vi klovnen Frank

Mulighed for identifikation har i årevis gjort 'klovnen' til komikkens stærkeste karakter

Alle har en indre Frank - derfor er Klovn så populær, mener Frank selv. (PR-foto)
Alle har en indre Frank - derfor er Klovn så populær, mener Frank selv. (PR-foto)

Den uheldige, den tykke, den klodsede og den sære.

Den kiksede karakter har siden stand-up-komikkens opstandelse været publikums ubetingede favorit, og tendensen viser sig også tydeligt i den danske film og sitcom Klovn, hvor Frank Hvams evigt uheldige figur er elsket af de fleste Klovn-fans.

- Taberfiguren har altid comedymæssigt været meget populær. Lige fra vagabonden til den tykke og hen over Woody Allen. Den kiksede, der kæmper og kæmper for at komme igennem dagen, siger Frank Hvam, der selv har levet i rollen som taber i fire Langt fra Las Vegas-sæsoner og seks omgange af tv-serien Klovn.

Vi dummer os alle
- Folk kan identificere sig med et menneske, der falder og slår sig. Det gør vi alle sammen. Og den der kamp for at fungere i sociale sammenhænge og overholde sociale spilleregler. Vi dummer os alle sammen dagen lang, fortsætter den 40-årige komiker.

- Det handler bare om, hvor godt vi skjuler det.

Sammen med Casper Christensen er Frank Hvam lige nu aktuel i 'Klovn: The Movie', hvor komikerne for første gang fører deres karakteristiske rollefigurer op på det store lærred.

Ufarlige Frank
Og kollegaen Casper Christensen, der trods sine mange dumheder i filmen, står som Hvams diametrale modsætning, har også et bud på, hvorfor den kiksede karakter går rent ind hos danskerne.

- Det er en figur, der ikke truer én selv. Frank er ufarlig, hvorimod en karakter som Casper, ham vil man jo nødigt have hen til sit bord, hvis man sidder med nogle piger, siger Casper Christensen.

I den nye film kan man blandt andet opleve klovnen Frank i en hashtåge forvilde sig ind på Bøgescenen i Skanderborg under en Thomas Helmig-koncert, hvorefter han går omkuld i sit undertøj foran en toiletvogn.