De Niro dør mest

Hollywoodstjerners film ender ikke altid lykkeligt. Robert De Niro topper listen over film med dødelig udgang

Robert De Niro dør i hele 15 af de film, han igennem karrieren har medvirket i. (Foto: AP)
Robert De Niro dør i hele 15 af de film, han igennem karrieren har medvirket i. (Foto: AP)

Vi kender ham for den humoristiske rolle som svigerfaren i Meet The Parents, hvor han for alvor sætter Ben Stillers intentioner med datteren på prøve. Men også fra mere seriøse roller i en række Martin Scorsese-film, hvor hans karakterer er kriminelle og lidende.

Det er dog ikke det eneste, den amerikanske skuespiller Robert De Niro kan bryste sig af. Han er nemlig også indehaver af en bizar og - for en del af sine rollers vedkommende - ubehagelig rekord.

På det store lærred er han den Hollywoodstjerne, der flest gange er død, viser en optælling, som ChaCha.com har lavet.

I hele 15 af sine film tager De Niro billetten. Det sker blandt andet i Cape Fear, i Jackie Brown og i Heat, og dermed er den populære kunstner dødens højdespringer blandt de kendte i skuespillets verden.

Andenpladsen går til amerikanske Bruce Willis, som dør i 11 film, skarpt efterfulgt af Johnny Depp, som ikke overlever til rulleteksterne i 10 af sine film.

Dustin Hoffmann, Al Pacino og Jack Nicholson står lige med ni dødsfald.