Casper C. kan ikke holde masken

De medvirkende i Klovn finder på deres replikker, mens scenen er i gang, og det skaber god stemning på settet

Casper Christensen kan ikke holde masken, når han indspiller film med sine sjove venner. (Foto: Nordisk Film)
Casper Christensen kan ikke holde masken, når han indspiller film med sine sjove venner. (Foto: Nordisk Film)

Når Casper Christensen, Frank Hvam og resten af skuespillerne fra tv-serien og filmen Klovn skal indspille en scene, sker det ikke helt, som man kender det fra de store film- og tv-produktioner.

De medvirkende får nemlig ingen replikker, men kun en beskrivelse af scenen, og det giver komikerne helt nye muligheder.

- Det er befriende, sjovt og morsomt. Vi ved, hvad der skal ske, og hvordan folk i scenen vil reagere, men hvordan, vi får sagt tingene, er det sjove, for det er nyt, hver gang vi spiller en scene, siger Casper Christensen.

Frank kan
Også filmens anden hovedperson, Frank Hvam, er begejstret for den lidt utraditionelle måde at arbejde på.

- Alle, der har spillet skolekomedie, ved, at det er utrolig hårdt at lære replikker. Og når man så skal spille det mange aftener i træk, bliver det decideret kedeligt, siger Frank Hvam, der ifølge kollegerne er den bedste til at holde masken.

Til gengæld har kollegaen Lars Hjortshøj langet ud efter Casper Christensen, som ifølge komikeren er den værste til det improviserede skuespil.

- Casper er pivelendig til det. Han har ødelagt så meget, at I slet ikke drømmer om det. Han kan ikke lade være med at stoppe op og grine, siger Lars Hjortshøj om sin kollega.

Nyder det
Og den er god nok, erkender Casper Christensen selv.

- Når man får lov at arbejde med de bedste komikere i Danmark, så skal man også nyde det, og det gør jeg til fulde. Så jeg kan sagtens komme til at ødelægge en scene ved at skrige af grin, siger Casper Christensen og bakkes op af Frank Hvam.

- Fire ud af fem gange, hvor scenen må stoppes, fordi der er én, der griner, så er det Casper. Men det er rart, at der bliver grinet. Det gør det skidesjovt, siger Hvam og tilføjer:

- Og selvom vi sidder i klipperummet nogle måneder efter og tænker 'kunne vi ikke lige have taget os sammen der', så er det mere positivt end negativt, at der er en boblende, grinende fornemmelse på settet.

Se Frank og Casper på slap line på bordel i klippet her.