Sandt og falsk i Facebook-filmen

Facebook-stifteren Mark Zuckerberg fortæller, hvilke facts Facebook-filmen fik rigtig fat i, og hvilke der er fri fantasi

Der programmeres på livet løs i den biografaktuelle facebook-film. (Billede fra filmen)
Der programmeres på livet løs i den biografaktuelle facebook-film. (Billede fra filmen)

På en konference tidligere i denne uge fortalte Facebook-stifteren Mark Zuckerberg for første gang, hvad han mener om den populære film 'The Social Network'.

Zuckerberg afviste helt fra begyndelsen at samarbejde med filminstruktøren David Fincher, men han er efterfølgende imponeret over, de mange detaljer, som filmen fik korrekt fat i.

- Det er interessant, hvad de koncentrerede sig om at få styr på. Stort set alt det tøj, jeg bærer i filmen er kopier af tøj, som jeg ejer i virkeligheden, siger Mark Zuckerberg.

Den helt afgørende præmis for filmen - at han startede Facebook for at score damer - er han dog langt fra enig i.

- De, der kender mig i virkeligheden, ved, at jeg rent faktisk har været sammen med den samme kæreste helt siden, før jeg startede Facebook. Så det (med at score damer, red) var helt åbenlyst ikke en del af motivationen, siger Zuckerberg.

Hans forklaring på, at filmskaberne har valgt at fokusere på kvinde-vinklen, er, at folk ifølge ham ganske enkelt ikke kan forstå, at iværksættere som ham selv elsker at skabe nye ting blot for at tilfredstille deres egen skabertrang.

LÆS OGSÅ:Forrygende femstjernet Facebook-film