'Avatar' - nu med sexscene

En sexscene mellem to aliens i storfilmen Avatar blev fjernet, så filmen kunne ses af børn under 13. Nu tilføjes scenen på DVD og Blu-Ray

De høje, slanke aliens i Avatar dyrker pudsigt nok også sex for at reproducere sig, men det må man ikke se i biografen. (Pr-foto)
De høje, slanke aliens i Avatar dyrker pudsigt nok også sex for at reproducere sig, men det må man ikke se i biografen. (Pr-foto)

Instruktør James Cameron havde til sin stort anlagte science fiction-blockbuster Avatar færdiggjort en computerskabt sexscene mellem to af de høje, blå indbyggere på den eventyrlige planet Pandora.

Scenen var med for at give et indblik i, hvordan Na'vierne lever, men var tilsyneladende for hård kost for den amerikanske censur, hvis filmen skulle kunne ses af unge under 13 år.

Derfor fik Cameron besked på at fjerne scenen, hvis den skulle kunne ses af alle, hvilket han mod sin vilje gjorde.

Den computerskabte elskovsscene er dog ikke blevet fuldstændig overflødiggjort. Den havner nemlig på både DVD- og Blu-Ray-udgaverne af filmen.

Ifølge flere kilder er den fraklippede scene dog ikke af særlig stødende karakter. Efter sigende viser den først og fremmest et kærligt ritual kaldet 'syncing' mellem Na'vierne, der går ud på at flette halerne sammen, så mon ikke man alligevel roligt kan købe DVD'en til sine børn, uden at frygte for deres ve og vel.