Hvis alt går, som den amerikanske stjerneinstruktør James Cameron gerne vil have det, bliver tre nye 'Terminator'-film indspillet inden for en overskuelig fremtid.
Ifølge DR, der citerer australske news.com.au, modtager han snart retten til den såkaldte 'Terminator'-franchise i USA, og derfor spekulerer han nu i, hvad han kan gøre med den.
'Titanic'-stjerner genforenet efter 20 år: Nu er alt vendt på hovedet
- Jeg taler med David Ellison (amerikansk producer, red.), som sidder på de globale rettigheder til 'Terminator'-franchisen. Jeg overtager selv rettighederne på det amerikanske marked om halvandet år, så vi er i gang med at tale om mulighederne. Lige nu tænker vi at lave tre film og genopfinde filmserien, siger James Cameron.
Ny 3D udgave
Interviewet med James Cameron, der stod bag de to første 'Terminator'-film, kommer i forbindelse med, at 'Terminator 2: Judgement Day' bliver udgivet i en restaureret 3D-version.
Cameron fortæller desuden til det australske medie, at han ikke har meget til overs for de tre 'Terminator'-film, der kom i kølvandet på de to første udgaver.
Skilsmisse kostede Terminatoren milliarder
- Jeg tror, det er alment kendt, at jeg ikke har ret meget respekt for de film, der blev lavet senere. Jeg støttede op om filmene for Arnolds skyld, fordi han er en nær ven. Vi har været venner i 33 år, så jeg har altid støttet ham og aldrig været for negativ. Men filmene fungerede altså ikke for mig af forskellige årsager, siger Cameron til news.com.au.
Inden det kan blive til noget, skal James Cameron dog først have afviklet 'Avatar 2', der er planlagt til at blive vist i biograferne i december i 2020.
Står bag klassikere
Instruktøren har dog betænkeligheder om, hvorvidt er genoplivning af 'Terminator' er det rigtige at gøre.
- Spørgsmålet er, om franchisen er forældet, eller om den kan blive frisket op. (...) Har den stadig relevans i dag, hvor så meget af vores verden minder om det, der var science fiction i de to første film. Vi lever i en verden med droner, overvågning, big data og kunstig intelligens, siger han.
James Cameron er 62 år og kommer fra Canada. Hans største film tæller blandt andet 'Terminator' fra 1984, 'Terminator 2: Judgement Day' fra 1991, 'Titanic' fra 1997 og 'Avatar' fra 2009.
Følg efter Jack: Bliv Titanic-turist
'Avatar' og 'Titanic' er de mest indtjenende film nogensinde.