Flytter hjemmefra: Nu skal hun betale alt selv

Amie Stefanie fra DR-programmet 'De dyre piger' har været vant til at få alt betalt af sin far, nu skal hun stå på egne ben

Amie Stefanie kommer ikke længere til at leve af sin fars penge. Foto: Niels Borup
Amie Stefanie kommer ikke længere til at leve af sin fars penge. Foto: Niels Borup

19-årig Amie Stefanie lever et dyrt liv, og shopper ofte dyre tasker, tøj og smykker. Hun har dog aldrig selv betalt for sine ting. Det har nemlig altid været hendes far, der har hevet penge op ad lommen.

Men det bliver der lavet om på nu. Over for Ekstra Bladet fortæller Amie Stefanie nemlig, at hun om to måneder skal flytte hjemmefra.

Det betyder også, at hun fremover selv skal finansiere sine dyre vaner.

- Når man flytter ud, så flytter man ud, siger hendes far i programmet 'De dyre piger'.

Pengekassen lukket
Amie Stefanie har fundet en lejeleljlighed ved Islands Brygge, hvor hun snart flytter hen.

- Min far har fuldkommen lukket for pengekassen nu, siger Amie Stefanie, der glæder sig til at starte et nyt eventyr.

Amie Stefanie fortæller til Ekstra Bladet, at hun stadig ikke har fundet et job, men det bekymrer hende ikke.

- Jeg kommer ikke til at flytte hjemmefra uden et job, men jeg tror ikke, at det bliver svært at finde et job. Så det haster ikke, siger Amie Stefanie.

- Det bliver hårdt at få et normalt liv, som alle andre har. Jeg skal også starte i skole. Jeg har ikke gået i skole i tre år, fordi jeg ikke gad. Men nu skal jeg starte på en designerskole inde i København, fordi jeg gerne vil være stylist.