Første par har haft sex: - Vildt grænseoverskridende

Michael og Pernille er årets første 'Gift ved første blik'-par, der har sex

Syvende sæson af 'Gift ved første blik' ruller i øjeblikket for skærmen, og i år har produktionen, som noget helt nyt, valgt at matche parrene ud fra fysisk attraktion og seksualitet.

I år er der et øget fokus på kemien, og det viser sig ikke at være en dårlig beslutning. I programmets fjerde afsnit fortæller Michael, at de har haft sex på deres bryllupsrejse.

- Pernille og jeg har haft sex, det føles meget rart, siger Michael i programmet.

Grænseoverskridende
Og selvom det føltes helt naturligt for parret at tage forholdet et skridt videre, fortæller han til Ekstra Bladet, at det var meget grænseoverskridende at dele detaljer om ens sexliv på tv.

- Selvom det er naturligt at have sex, så var det stadigvæk vildt grænseoverskridende at fortælle. Jeg kan huske, at jeg også blev mega fjollet og grinte meget, siger Michael og tilføjer:

- Det er jo en del af præmissen. Men jeg ville helst være foruden at snakke om sådan noget på kamera. Det er meget intimt og privat samtidig med, at det er helt naturligt.

God kemi
I programmet får man et hurtigt indtryk af, at der fra start var god kemi mellem parret, og på bryllupsrejsen var der tid til at lade den vokse.

- Vi havde det godt i hinandens selskab, der var ingen tidspunkter med akavet stilhed. Feriens store dilemmaer gik også på, hvorvidt vi skulle drikke rød- eller hvidvin. Det var meget harmonisk, siger Michael.

Syvende sæson af 'Gift ved første blik' løber lige nu over skærmen. Bliv klogere på programmet i denne artikel om alt det, du ikke ser på tv.