Pornosiden Pornhub har lanceret en ny tjeneste med navnet 'Classic Nudes', som omdanner klassiske kunstværker til porno.
'Selvom porno ikke bliver betragtet som kunst, så kan noget kunst bestemt betragtes som porno' står der på hjemmesiden.
Tjenesten tilbyder en 'interaktiv guide til at udforske erotisk kunst i verdens mest berømte museer'.
Og det er bestemt ikke noget, som museerne er vilde med. Det franske museum Louvre har sågar valgt at lægge sag an mod Pornhub.
Det skriver flere medier, blandt andre The Daily Mail.
En talsperson for Louvre har meldt ud, at deres advokater har kontaktet Pornhub, og de forventer og kræver, at alle værkerne vil blive fjernet fra tjenesten.
Årsagen til tjenesten er ifølge Pornhub, at de gerne vil give folk muligheden for at udforske og blive forelsket i kulturinstitutioner, da de har været lukket gennem længere tid på grund af coronapandemien.
Pornoskuespilleren Asa Akira håber, at folk vil nyde godt af de genskabte værker.
'Der er en skat af erotisk kunst over hele verden, der viser nøgenbilleder, orgier og meget mere, som ikke er tilgængeligt på Pornhub. Det er tid til at nyde hvert enkelt penselstrøg af disse erotiske kunstværker sammen med mig'.