Går amok på tv-dommer: - Jeg fortryder virkelig

Five Chair Challenge gik langt fra efter planen for realitystjernerne Liv og Tabita

Se, hvordan Smokey Eyes klarede sig i aftenens Five Chair Challenge her. Video: TV2

Da gruppen Liv og Tabita, der tidligere har deltaget i realityprogrammet 'Ex on the Beach', indtog Kulturværftet i Helsingør i fredagens udgave af 'X Factor' og gav deres input til dette års Five Chair Challenge, gik det langt fra som planlagt.

For selvom dommerne var begejstrede for pigernes indledende audition, var de bestemt ikke ligeså tilfredse med pigernes festlige fortolkning af 'Love Druggie' med kunstneren Mendoza.

- Til audition kom I ind som de her to piger, der havde været med i et realityprogram og rent faktisk kom med noget poesi. Det var som om, I kradsede hul på hele den her realityboble og rent faktisk viste, at I kunne noget, der rakte ind i virkeligheden. Der var et eller andet mellem jer, og I var meget ydmyge. Det her var alt det modsatte. Det var form uden indhold. Uden den ydmyghed, som gjorde, at der var magi i jeres audition. Så det blev bare en fest, sagde Oh Land umiddelbart efter pigernes optræden.

De to piger har tidligere medvirket i 'Ex on the Beach'. Foto: Lasse Lagoni/TV2
De to piger har tidligere medvirket i 'Ex on the Beach'. Foto: Lasse Lagoni/TV2

Heller ikke gruppens mentor, Ankerstjerne, var solgt:

- Det var ligesom et tequilashot. Man får det første og tænker: 'Det skal jeg aldrig have igen'. Så tager man det næste, og så bliver man fuld, og fem shots senere har man haft en sjov nat, men måske var I den sjove nat. Der kommer også tømmermænd på et tidspunkt. Jeg synes, det var klokken tre om natten på Crazy Daisy. Jeg kan simpelthen ikke give jer en stol, sagde han, og det betød altså, at gruppen måtte gå slukørede hjem derfra.

Og netop Ankerstjernes ord faldt bestemt ikke i god jord hos gruppen. Især Tabita var efterfølgende rasende på Ankerstjerne. Ifølge hende var det nemlig ham, der havde anbefalet dem at tage deres optræden i en mere festlig retning.

- Det var det, Ankerstjerne gerne ville se. Det fik han, og han kunne ikke lide det. Jeg synes, det er fucked up, at han siger, at han gerne vil se det her. Vi giver ham det. Kan manden bestemme sig? Jeg er pisse fucking sur. Jeg er pissed lige nu. Man skal lytte til sig selv og ikke til dem, sagde en vred Tabita til vært Sofie Linde.

Raser over Blachman: Katastrofe-aften

Fortryder
Over for Ekstra Bladet uddyber Tabita, hvorfor hun reagerede, som hun gjorde efter deres optræden. Her fortæller hun, at Ankerstjerne aldrig har været gruppens favorit.

- Vi har ikke kunnet lide ham på noget tidspunkt. Så vi var godt klar over, at der var en risiko for, at vi ville ryge ud, hvis det var ham, vi fik. Men vi lyttede jo til, hvad han sagde og gjorde, hvad vi kunne. Mig og Liv kan synge, og vi vil mega gerne performe og have hjælp til at blive gode, men det er klart, at hvis vi ikke kan holde ud at kigge på hinanden, så bliver det ikke godt, siger Tabita.

'X Factor'-deltageren fortæller dog, at hun er ked af, at hun reagerede så voldsomt efter Five Chair Challenge.

- Jeg kunne næsten ikke sige noget, fordi jeg var så sur. Men jeg er træt af, at jeg udtrykte mig på den måde, jeg gjorde. Jeg fortryder det virkelig. Men jeg blev sur, fordi jeg synes, vi havde leveret. Det var derfor, jeg blev virkelig frustreret, siger hun og fortsætter:

- Vi hopper og danser, for det havde Ankertstjerne gerne villet se, og det tog vi til os. Vi ændrede vores sangvalg til noget, der var lidt mere spacy, men stadig os. Det var fedt at være på scenen, men vi var selvfølgelig også nervøse. Vi følte, at vi gav meget af os selv, for musik er en meget sårbar ting. Jeg reagerer meget stærkt lige i momentet, og det er fordi, jeg kan se, at vi skulle have lyttet til vores mavefornemmelse og holdt os til det sangvalg, vi havde planlagt i starten. Men jeg fortryder virkelig, at jeg reagerede sådan.

Hård kritik
Også Liv var en anelse bitter efter deres Five Chair Challenge.

- Jeg synes, det er fint at få kritik. Men der er andre måder at give det på. Men jeg ved, at det er tv. Der skal være noget drama. Jeg tror, at fordi der er kamera på, er der flere spydige kommentarer. Det er hårde ord at komme med. Det kunne godt være sagt anderledes, siger hun til Ekstra Bladet og fortsætter:

- Jeg vil sige, at jeg synes, jeg forholdt mig rimelig roligt. Men jeg var bare lidt provokeret af de ord, de kom med. Vi bliver dømt på baggrund af vores realitytid på forhånd, og der bliver hele tiden stukket til, at vi har den fortid - også med den her Crazy Daisy-kommentar. Kritikken handlede om reality og ikke vores vokal, og vi følte os misforstået.

Ifølge Liv tror hun, det havde gjort en stor forskel, hvis de havde fået en anden mentor.

- Jeg oplevede det her fordømmende fra Ankerstjernes side rigtig meget. Oh Land tog mega godt imod os. Jeg kunne godt tage imod hendes ord, men så kom Ankerstjerne med de her ord, og det er mega ærgerligt. Hvis vi havde haft en anden dommer, havde der været en helt anden indstilling, tror jeg, siger hun og fortsætter:

- Jeg fortryder det meget, at vi valgte at lytte til ham og ikke gik med vores egen intuition. Vi skulle have gået med vores egen stil.

Især Ankerstjerne var skeptisk overfor pigernes optræden. Foto: Lasse Lagoni/TV2
Især Ankerstjerne var skeptisk overfor pigernes optræden. Foto: Lasse Lagoni/TV2

God oplevelse
Alligevel ser gruppen med positive øjne på deres optræden og deltagelse i 'X Factor'.

- Vi gjorde det, vi kunne, og vi var selv tilfredse med vores performance, og der var sgu ikke så meget andet, vi kunne gøre. Men på en eller anden mærkelig måde er både Liv og jeg glade for, at vi blev smidt ud den dag i dag. Vi havde ikke regnet med at komme til Five Chair, og vi ville jo rigtig gerne frem med musikken, men nu har det givet blod på tanden til at lave vores eget. Det er måske meget godt, vi ikke bliver kendt som 'Liv og Tabita fra 'X Factor', men jeg er glad for, at vi har været med, og nu er vi de erfaringer rigere, siger Tabita.

Efter Five Chair Challenge skældte især Tabita ud over Ankerstjerne. Foto: Lasse Lagoni/TV2
Efter Five Chair Challenge skældte især Tabita ud over Ankerstjerne. Foto: Lasse Lagoni/TV2

Ifølge Tabita vil hun trods nederlaget i 'X Factor' stadig forfølge drømmen om at gøre karriere indenfor musikken.

- Det har givet mig et kæmpe boost. Det er deres tab, siger Tabita.

- Jeg har altid elsket musik, så 'X Factor' har ikke gjort, at jeg har tænkt mig at stoppe. Jeg er stadig i fuld gang med musikken.

Pigerne fortsætter med at lave musik - trods nederlaget i 'X Factor'. Foto: Lasse Lagoni/TV2
Pigerne fortsætter med at lave musik - trods nederlaget i 'X Factor'. Foto: Lasse Lagoni/TV2

Ankerstjerne tager kritikken med ro

Til Ekstra Bladet fortæller Ankerstjerne, at han tager pigernes kritik med ophøjet ro.

- Jeg kan sagtens forstå, hvor de kommer fra. Alle dem, der stiller op i 'X Factor', har en drøm om at få musikken til at blive til noget andet, siger han og fortsætter:

- De er trætte af mig i situationen, og det er helt i orden. Man er røget ud, og man har lyst til at sparke tilbage. Det må de gerne.

Ifølge Ankerstjerne ville han have ønsket, at han kunne have sendt gruppen videre.

- Jeg kunne godt lide dem. De kom med en anderledes baggrund. De provokerer, og det er det, jeg godt kan lide. Hvis de havde leveret en musikalsk oplevelse, så havde jeg taget dem med hele vejen. Det er helt i orden, at man selv synes, man er god, men at man bliver skuffet.

- Hvad var det, der ikke fungerede i deres optræden?

- Time, pitch og artikulering fungerede ikke. Det udeblev lidt. Jeg kunne godt lide deres realitybaggrund, og at de var fra en anden verden. Men jeg tænkte, at sangteknisk kunne jeg ikke installere noget i dem på så kort tid, siger han.