At skulle tegnsprogstolke en koncertoptræden lyder måske ikke som en super nem opgave. Alligevel formåede Justina Miles at imponere med sin tegnsprogstolkning af Rihannas optræden til årets Super Bowl.
Flere videoer af tolken er efter showet gået viralt på både det sociale medie TikTok og Twitter.
'Jeg elsker gnisten og energien fra Justina Miles, tegnsprogstolken til Super Bowl. Fantastisk!' skriver en bruger på Twitter.
Virkede ikke nervøs
Mere end 100 millioner mennesker fulgte med i årets Super Bowl. Det lod dog ikke til at påvirke den 20-årige Justina Miles, der dansede og tolkede alle Rihannas sange med stor entusiasme og et kæmpe smil.
- Jeg værdsætter muligheden for at hjælpe døve med at nyde disse sange og hjælpe til med, at de ikke går glip af den fulde Super Bowl-oplevelse, fortalte hun efterfølgende i et interview med CNBC.
Justina Miles er også selv atlet. Hun vandt i 2022 en sølvmedalje i 4x100-meterløb ved 'deaflympics', som er en sportsbegivenhed, hvor døve atleter konkurrerer på eliteplan.
Læs også: Super Bowl-reklamer: 'Værste nogensinde'