Robin Christensen, der snart kan opleves som ny deltager i 'Ex on the Beach', har talrige tatoveringer.
Men én af dem skiller sig markant ud fra de andre. Det er de færreste, der ser den, da den er placeret under foden og lyder ordene 'Made in Denmark'.
Da Ekstra Bladet møder Robin Christensen forud for den nye sæson, fortæller den unge mand, at han blev inspireret af en model.
- Der er en engelsk model, som har tatoveret 'Made in England' under foden, og så er der legetøj, actionfigurer og sådan noget, der har skrevet 'Made in China' under sig. Så tænkte jeg, at det kunne være meget sjovt at køre den til Danmark og lave en 'Made in Denmark', griner han.
Modellen, han omtaler, er den verdenskendte model Cara Delevingne.
Afslører: Mistede kørekortet med 190 km/t
Men selv om tanken måske var sjov, så har det været en plage at have tatoveringen, fortæller han. For den har svært ved at holde farven, og samtidig er stedet ikke det sjoveste at blive tatoveret.
- Hold kæft hvor gør det ondt. Det er helt latterligt, så meget det smerter. Under foden er nok det værste, jeg har oplevet. Jeg har fået den tegnet op to gange, fordi det er svært at få til at sidde under foden, og jeg skal muligvis have den tegnet op en tredje gang også. Det har virkelig svært ved at sætte sig dernede, sukker han og fortsætter:
- Jeg var meget tæt på at fælde en tåre. Jeg fik det så dårligt, og man må jo ikke bevæge sig, siger Robin Christensen og afviser enhver snak om, at han bare er pivet.
- Folk tænker måske, om det ikke kilder at blive tatoveret under foden. Prøv at høre; du får prikket en nål direkte op under foden, der er ikke noget, der kilder. Det er fucking smerte, griner han.
- Nederen at se sin kæreste 'mose' en anden
Robin Christensen er en del af startcastet i programmet, og da han dukkede op på stranden sammen med de andre deltagere, kunne han straks se et velkendt ansigt i Amanda Mogensen, der også deltog i sæson 2, og som han kender hjemmefra.
- Vi vidste godt, at vi begge skulle afsted, og vi havde snakket om det, men jeg havde ikke lige regnet med at møde hende fra start. Det var fedt, for så får man også den rigtige reaktion på kameraet, siger Robin Christensen.
Han understreger dog, at der ikke har været flirt imellem dem, og at de ikke er hinandens ex'er.
- Vi er udelukkende venner. Amanda har haft noget kørende med en af mine kammerater, og så er jeg kommet ind på hende som en ven. Vi er rigtig, rigtig gode venner, og sådan kan jeg også kun se på hende. Som en ven, siger han.
Hvordan det udvikler sig kan ses, når den nye sæson af 'Ex on the Beach' har premiere 1. marts på Kanal 4 og streamingtjenesten Dplay.