Godt nyt fra TV2

TV2 kan nu endelig løfte sløret for, hvornår der er premiere på 'Landmand søger kærlighed'

Snart kan du se endnu en sæson af 'Landmand søger kærlighed' på TV2. Foto: Privat
Snart kan du se endnu en sæson af 'Landmand søger kærlighed' på TV2. Foto: Privat

Coronakrisen har skabt stor usikkerhed omkring en lang række af TV2's programmer, og kanalen har de seneste måneder som konsekvens af pandemien måttet udskyde optagelser til flere programmer.

Et af de programmer, der er blevet påvirket, er 'Landmand søger kærlighed'.

Grundet coronakrisen har der været usikkerhed om, hvornår det ville være muligt at optage programmet, og hvordan det vil blive skruet sammen i en tid, hvor vi skal holde social afstand og spritte af med jævne mellemrum.

Tv-vært: Jeg er ikke lavet af sten

Nu løfter TV2 dog sløret for, at der ikke går længe, før man igen kan se en ny sæson af 'Landmand søger kærlighed' på skærmen.

'Lene Beier er klar til at byde velkommen til endnu en sæson af 'Landmand søger kærlighed'. Premiere 11. august. Glæder du dig lige så meget til at møde landmændene og deres bejlere, som vi gør?', lyder det i et opslag på TV2's Facebook-side.

'Og for at det ikke skal være løgn, kan du i samme uge også se 'Den unge landmand' på TV 2 PLAY. Premiere 15. august', lyder det videre.

Under opslaget vælter det ind med reaktioner fra glade seere, der tilsyneladende længe har set frem til at høre nyt fra 'Landmand søger kærlighed'.

'Jaaaaa. Glæder mig så meget. Mere end jeg plejer', skriver en

'Endelig. Glæder mig', skriver en anden, mens det vælter ind med lignende kommentarer.

Lene Beier glæder sig til den nye sæson af 'Landmand søger kærlighed', selvom den i år bliver en anelse anderledes end normalt. Foto: Anders Brohus / TV2
Lene Beier glæder sig til den nye sæson af 'Landmand søger kærlighed', selvom den i år bliver en anelse anderledes end normalt. Foto: Anders Brohus / TV2
 

Anderledes omgang
I årets udgave af 'Landmand søger kærlighed' vil der være seks modige landmænd, der stiller op for at følge drømmen om at finde kærligheden.

Grundet corona bliver optagelserne i år dog anderledes, end de plejer.

De nye landmænd: Brian, Claus, Laura, Mads, Stine og Svend kommer til at skulle inddrage en lille del af deres hektarer land til optagelserne, fordi man vil optage så meget af programmet som muligt udendørs.

- Vi tager både deltagernes og produktionens sikkerhed og helbred meget alvorligt, så i disse coronatider har vi selvfølgelig gjort os ekstra mange overvejelser om, hvordan vi producerer fjernsyn, hvor mennesker mødes, dater og drømmer om at finde den eneste ene, siger programredaktør på TV2, Mads Volck, til TV2.

Lene Beier lander ny værtstjans

Derudover vil produktionsholdet også blive skåret ned i antal, så der er mindst muligt antal mennesker samlet under optagelserne, mens der også vil blive sørget for, at der bliver holdt den rette afstand.

Selvom hverken TV2 eller produktionen vil opfordre til fysisk kontakt, vil de dog heller ikke stå i vejen for det, hvis begge parter ønsker det i forbindelse med datingprogrammet.

- Manglen på det fysiske og nære kan måske give programmet et lag mere, lyder det fra vært Lene Beier til TV2.

Tv-landmand skal være far