Hård kritik af TV 2: En misset chance

TV 2 har fået kritik for dette års Zulu Comedy Galla for ikke at nævne den massive betydning, showet sidste år medførte efter Sofies Lindes tale

Det var langtfra alle, som var lige begejstrede for indslaget med dillerdragten. Foto: Henning Hjorth
Det var langtfra alle, som var lige begejstrede for indslaget med dillerdragten. Foto: Henning Hjorth

Sidste års Zulu Comedy Galla er vist gået de færrestes næser forbi.

Her satte Sofie Lindes efterhånden berømte tale gang i anden bølge af MeToo-bevægelsen og fik hovederne til at rulle i toppen i flere brancher.

Men i kølvandet på dette års show har TV 2 modtaget kritik for slet ikke at nævne Sofie Linde med et ord og ikke anerkende sidste års betydning.

Ugebladet Femina har blandt andet delt et budskab på Instagram, som flere kendte danskere har tilsluttet sig. Her kritiserer de især indslaget, hvor Nikolaj Stokholm har iklædt sig en diller-dragt og sammenstiller det med Sofie Lindes politiske tale sidste år.

En skuffelse
En af dem, som blander sig i debatten, er Louise Kjølsen - også kendt som Twerk Queen.

Til Ekstra Bladet fortæller hun, at det havde været oplagt fra TV 2's side at italesætte, hvilken genlyd showet skabte sidste år.

- TV 2 Zulu var forløbere sidste år med en virkelig vigtig agenda. Og der tænkte jeg: 'Hold da op! Den kanal, som tidligere har brandet sig på at være en rigtig mandehørms-kanal, hvor de onanerer i tarteletter og spiser dem bagefter, nu kan de fandeme noget!'

Men i showet i år sagde de ikke ét pip om Sofie Lindes tale og MeToo-bevægelsen, der efterfølgende fik et ordentlig skub, og det skuffer Louise, som havde forventet noget mere.

Svar på kritikken

Som svar på kritikken skriver TV2 i en mail til Ekstra Bladet, at Zulu Comedy Galla ikke har tradition for gentagelser eller henvisninger til  tidligere udgaver af showet.

'Vi gør meget ud af at lave et helt nyt ’ZULU Comedy Galla’-show hvert år og har ikke tradition for gentagelser eller henvisninger til tidligere udgaver af showet. Der er ingen tvivl om, at Sofie Linde fik startet en vigtig samtale ved sidste års ’ZULU Comedy Galla’, som stadig er højt på dagsordenen og som har ført til nødvendige ændringer i samfundet. Hvor vi sidste år havde en tydelig politisk agenda for showet, har vi i år bevidst valgt en anden tone og facon'

TV2 skriver derudover, at de ønskede at skabe et klassisk show, hvor de kunne samle danskerne om et godt grin.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Twerk Queen Louise melder klart ud og giver sit besyv med i debatten. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Twerk Queen Louise melder klart ud og giver sit besyv med i debatten. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
 

Ikke flere pikkemænd
Den 33-årige Twerk Queen pointerer, at hun ikke forventede, at værten skulle holde en brandtale om MeToo, men at ignorere sidste års begivenheder var ifølge hende en flad fornemmelse.

- Det var en misset chance for at hylde et vigtigt øjeblik. Men vi lukker øjnene og tyer i stedet til pikkemænd-jokes, siger Louise og fortsætter:

- Vi har alle set Uffe Holms shows. Jeg tror efterhånden ikke, at der er flere jokes tilbage at lave om pikkemænd.

Zulu Comedy Galla bød på indslag fra blandt andre komiker Mahamed Habane, som taler om at være den eneste brune dansker i et rum med Melvin Kakooza, og komiker-spiren Jalal, som joker med at være transkønnet muslim.

- Det er noget, hele salen griner ad, men samtidig skubber normerne og fremmer et budskab. Og ind kommer så en hvid, heteroseksuel, ciskønnet, mandlig vært iført en masse pikkemænd. Det synes jeg falder lidt fladt, fortæller Louise Kjølsen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Sofie Linde afslørede også under sin tale, at hun var gravid igen.  Foto: Mogens Flindt
Sofie Linde afslørede også under sin tale, at hun var gravid igen. Foto: Mogens Flindt
 

Ifølge Louise Kjølsen ramte TV 2 altså i den grad ved siden af og missede en vigtig chance for at vise, at kulturen har ændret sig.

- Sofie Linde har hverken startet eller sluttet MeToo, men vi daterer MeToo tilbage til hendes tale, som går over i danmarkshistorien. Vi kan ikke lade, som om sidste år ikke skete. Men det gjorde det her show, slutter Louise Kjølsen af.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Hård kritik af TV 2: En misset chance

Casper Berthelsen fra Bachelor dukker op med date

Hård kritik af TV 2: En misset chance

Melvin Kakooza fortæller om sin bedring og opfordrer folk at blive tjekket