Hård kritik: - Det er fandeme svært

Den kendte komiker og tryllekunstner scorede sin første hovedrolle i den anmelderudskældte film 'Centervagt'

Hård kritik: - Det er fandeme svært

Rasmus Heide står bag 'Centervagt'.

Det er virkelig ikke sjovt at vågne op til anmeldertæsk, når det eneste, man ønsker, er at få folk til at grine.

Men sådan forholdt det sig, da den nye komediefilm 'Centervagt' fik premiere tidligere i juni, fortæller filmens mandlige hovedrolle, komiker og tryllekunstner Rune Klan.

- Det er, hvad det er - et frikvarter på halvanden time, hvor man råber 'helle' og glemmer alt det, der sker ude i verden, for en stund.

- Så det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er lidt overrasket over, hvad der er sket, lyder det fra ham.

'Centervagt' har fået mange hårde ord med på vejen - både af seere og anmeldere. Foto: Pr-foto
'Centervagt' har fået mange hårde ord med på vejen - både af seere og anmeldere. Foto: Pr-foto

Selvom det er Rune Klans første hovedrolle på film, er han absolut ikke uvant med at stå foran et kamera.

Han har skabt sketchshowet 'Tak for i aften', han har haft en lille rolle i Ole Bornedal-dramaet 'Kærlighed på film', og så spillede han gennem tre sæsoner en af hovedrollerne i TV 2 Zulu-serien 'Tomgang', som blev instrueret af Rasmus Heide.

Klar på hug
Og det er netop Rasmus Heide, som står bag 'Centervagt', der tilbød Rune Klan hovedrollen i sin nye film.

- Hvis der er en, der mestrer folkekomedien, hvis man måler det i noget så usexet som tal, så klarer Rasmus Heide det fandeme godt, siger Rune Klan og henviser til 'Alle for ...'-trilogien, 'Julefrokosten' og 'Blå mænd', som alle har solgt et stort antal biografbilletter, selvom anmelderne heller ikke just har kastet stjerner efter dem.

- Jeg ved jo godt, at han har fået hug før, så jeg sagde til mig selv: Rune, du skal være villig til at gå ind i det her projekt, vel vidende at der er en stor sandsynlighed for, at filmen får hug.

- Men når det så er sagt, var jeg ikke forberedt på, at kritikken ville være så hård, siger Rune Klan.

Rune Klan har levet af mikset mellem comedy og trylleri, siden han var 13 år gammel. Og det har givet ham mulighed for at prøve andre ting af såsom tv-serier, animationsfilm og nu også spillefilmen 'Centervagt'. Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Rune Klan har levet af mikset mellem comedy og trylleri, siden han var 13 år gammel. Og det har givet ham mulighed for at prøve andre ting af såsom tv-serier, animationsfilm og nu også spillefilmen 'Centervagt'. Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Han har læst de fleste af anmeldelserne, fortæller han. Han håber, at 'Centervagt' - ligesom Rasmus Heides øvrige film - bliver taget overordentligt godt imod af dem, de laver filmen for: publikum.

- Jeg noterer mig, at det er meget envejshug til Rasmus Heide, og jeg tænker meget på ham. Når jeg hører ham i interviews, snakker han fantastisk for sig selv og fortæller, at han var fuldt ud forberedt på det. Men det fylder noget hos mig, siger Rune Klan og fortsætter:

- Jeg har været i offentlighedens øje i en del år efterhånden og har fået mange anmeldelser. Jeg har været lidt forskånet for de der huggen hovedet over-anmeldelser. Men nu står jeg ved siden af en, der får det, og jeg er med i hans projekt. Det er svært. Det er fandeme svært.

Føler medansvar

'Centervagt' centrerer sig om sikkerhedsvagterne Glen og MC, som er fyringstruede grundet det lokale storcenters slunkne besøgstal.

Rune Klan indtager hovedrollen som Glen.

- Det er vigtigt for mig at sige, at jeg er på udebane. Jeg er ikke skuespiller. Jeg leger, jeg er skuespiller, siger han og fortsætter:

- Jeg har stærke holdninger til, hvad jeg kan lide ved mig selv, og hvad jeg ikke kan lide ved mig selv på en scene. Det har jeg ikke her. Der er jeg sgu på bar bund.

- Og da jeg så filmen første gang, må jeg indrømme, at jeg havde hovedet oppe i egen røv og kun kiggede på mig selv: Er jeg pinlig, eller er jeg ikke pinlig? Men jeg syntes, jeg klarede det.

Han har stadig svært ved at finde ud af, hvor han skal placere sig selv i kritikken.

- Havde det været et show, jeg selv havde skrevet og fremført, var det udelukkende mig, der stod som afsender. Og der er kun én at pege fingre ad, og det er mig. Men det her er noget helt andet, siger Rune Klan og fortsætter:

- Det er skrevet og instrueret af andre, og jeg har gjort, hvad jeg fik besked på. Men alligevel føler jeg mig medansvarlig, for jeg gjorde jo, hvad jeg kunne.