Det krævede hårde forhandlinger, før Marie Grew torsdag aften kunne forlade 'Løvens hule' med en investering.
Iværksætteren pitchede babybrandet Moonboon og en slyngevuggemotor, der automatisk vugger barnet i søvn og derfor giver forældre lidt mere frihed - en idé, der i den grad imponerede løverne.
Af forskellige årsager trak de sig dog én efter én fra at investere, men Christian Arnstedt var interesseret og kastede sig ud i hårde forhandlinger, der i sidste ende resulterede i, at han smed 600.000 kroner for 19 procent af virksomheden.
- Det var ret nervepirrende at stå derinde foran dem. Jeg havde glædet mig, men jeg må også sige, at jeg var nervøs, fortæller Marie Grew, der glæder sig over investeringen, til Ekstra Bladet.
- Det var superfedt. Jeg var rigtig glad for, at det lige præcis var Christian, jeg fik som investor. Han var efterfølgende hurtig til at komme i gang efter optagelserne - og det var jo faktisk derfor, jeg var med. Det var ikke så meget for pengenes skyld, men jeg ville have nogle at sparre med, siger hun.
'Løvens hule': Så mange millioner har de investeret
Forud for stiftelsen af Moonboon drev Marie Grew sit eget castingbureau, så selvom hun havde været selvstændig, var det noget helt andet med denne virksomhed, påpeger hun.
Hun kunne dog i sidste ende juble over en investering efter hårde forhandlinger - der ikke føltes så hårde, som seerne umiddelbart fik indtrykket af.
- Jeg oplevede faktisk ikke forhandlingerne som så hårde. Der fløj tusinde tanker gennem hovedet på mig, og jeg overvejede, om det overhovedet var det rigtige. Det gik jo hurtigt op for mig, at jeg ikke kunne få den værdiansættelse, som jeg gik ind med, og som jeg følte, var den rigtige, siger hun og fortsætter:
- Så for mig handlede det om, hvad jeg så kunne få i stedet. Ville Christian så stille op med den hjælp og sparring, som jeg søgte?
Pizzaer afvist af løverne: Nu er de i over 200 butikker
Har smadret forventningerne
I programmet virkede især Jesper Buch imponeret over de forventninger til omsætningen og indtjeningen, Marie Grew fortalte om i studiet. Og faktisk omsatte Moonboon for markant mere, end hun forventede i studiet.
- Vi overgik de tal, jeg stod med derinde for sidste år. Jeg stod derinde med en forventet omsætning på 4,3 millioner, og vi endte på syv millioner, siger hun,
- Der har bare været god efterspørgsel for produkterne, selvom corona har givet udfordringer med leveringer, så vi flere gange har måttet melde udsolgt.
Tæt på største deal nogensinde
Hun havde ikke udset sig Christian Arnstedt - eller andre af løverne - på forhånd, men hun er rigtig glad for, at valget faldt på ham, og han har allerede været langt mere involveret, end hun havde forventet, han ville være.
Marie Grew fortæller, at hun allerede havde udviklet en afstivermadras og kapokdyne til vuggen, men Christian Arnstedt var hurtig til at sige, at der skulle laves endnu flere produkter - og nu sælger Moonboon både sengetøj, kapokdyner og flere ting.
- Så der er faktisk sket rigtig meget, siger Marie Grew, der bestemt ikke har fortrudt, at hun takkede ja til samarbejdet, selvom hun måtte gå på kompromis med sin værdiansættelse.
Har du tænkt over, hvordan optagelserne til 'Løvens hule' foregår, og hvor meget seerne ikke får lov til at se. Det kan du læse om her. (+)
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.