Hænger vært ud: 'Vi har allerede Naser'

Ifølge Özlem Cekic afviste Mads Steffensen hende i det populære program 'Mads og Monopolet' med sætningen, 'vi har allerede Naser'. Steffensen afviser kritikken

Özlem Cekic fortæller, at hun blev helt 'paf' i situationen, og derfor fik hun ikke sagt fra. Foto: Mads Nissen/Polfoto
Özlem Cekic fortæller, at hun blev helt 'paf' i situationen, og derfor fik hun ikke sagt fra. Foto: Mads Nissen/Polfoto

'Vi har allerede Naser'.

Det var ifølge Özlem Cekic det svar, hun fik fra Mads Steffensen, da hun for flere år siden spurgte, om hun måtte være med i 'Mads og Monopolet', dengang Mads Steffensen var vært for programmet hos DR.

- Først tænkte jeg, 'det er løgn. Har jeg misforstået noget?' Jeg gentager faktisk spørgsmålet, og gør selv lidt grin med det, og det er det, der er lidt underligt, når man står i situationen. Så er man nogle gange for langsom til at reagere.

- Men han gentager, 'jeg har allerede Naser', fortæller hun til Ekstra Bladet.

Opslaget har Özlem Cekic skrevet, fordi hun nu endelig har fået mulighed for at være med i programmet, som i dag hedder 'Sara og Monopolet' og har Sara Bro som vært. Men oplevelsen sidder stadig i hende.

Artiklen fortsætter under opslaget ...

Flere politikere med
- Tolkede du det, som om det havde noget med din hudfarve at gøre?

- Jamen hvad er det, mig og Naser har til fælles? Det, vi har til fælles, er hudfarven. Det svarer til, hvis der var en kvinde, der spurgte, om hun måtte være med, og de svarede, 'vi har allerede en kvinde'.

- Det er jo ikke jordens undergang ikke at være med i 'Mads og Monopolet', jeg har jo også overlevet i de år, så det skal nok gå. Det er slet ikke det, det handler om, det er mere princippet omkring, når man får sådan nogle ting at vide.

- Men I havde jo også den ting til fælles, at I var folketingspolitikere?

- På det tidspunkt var der flere folketingspolitikere, der var med i programmet. Han kunne også have sagt, 'jeg har allerede en fra venstrefløjen', eller 'jeg har allerede kvindelige folketingsmedlemmer'. Men det var ikke det, han sagde. Han sagde, 'jeg har allerede Naser'.

- Jeg havde bare ikke forventet det svar. Jeg havde ikke engang overvejet, at det kunne være grunden til, at jeg ikke skulle være med. Han kunne have sagt, 'jeg vil ikke have en klaphat', og så havde jeg sagt 'okay', og så var det det, fortæller Özlem Cekic.

Mads Steffensen: - Kan ikke huske samtalen

Mads Steffensen har desuden været vært på flere tv-programmer, heriblandt 'Alle mod 1'. Foto:Agnete Schlichtkrull/DR
Mads Steffensen har desuden været vært på flere tv-programmer, heriblandt 'Alle mod 1'. Foto:Agnete Schlichtkrull/DR
 

Mads Steffensen afviser kritikken, selvom han ikke kan huske situationen.

'Jeg kan ikke huske samtalen, må jeg indrømme, for det er vel efterhånden 15 år siden, Naser var med. Men hvis jeg skal gætte, så har jeg nok hentydet til, at jeg havde nok politikere med i truppen. Der skal være et godt mix af forskellige brancher'.

'For nogle år siden havde jeg en debat i enten Vejle eller Kolding, mener jeg, hvor Özlem var med, og der var hun så sød at give mig et lift til stationen bagefter. Der snakkede vi ikke om det her, men jeg er helt sikkert ked af, hvis hun har gået med det her i alle de år. Det har selvfølgelig aldrig været min intention at gøre hende ked af det,' skriver han i en sms til Ekstra Bladet.

Vi har efterfølgende spurgt Mads Steffensen, hvorfor han henviste til netop Naser Khader, når der var mange andre politikere med i programmet.

Vi har ligeledes spurgt ham, hvordan han forholder sig til, at Özlem Cekic skriver, at hun spurgte, om han havde 'nok brune', hvortil han gentog svaret om Naser.

Til det svarer Mads Steffensen følgende:

'Jeg har altid sørget for at have en alsidig trup, hvor mine gæster bringer forskelligt til bordet af livserfaringer. Og den mission er gået ret godt, synes jeg'.

Han afviser ikke, at Özlem Cekic en dag kan blive en del af panelet i hans nye program, 'Mads og A-holdet'.

Ødelægger den gode stemning
Det er ikke overraskende, at det sker, men det er svært at reagere i situationen, fortæller debattøren:

- Det sker ude i samfundet, og det er jo ikke noget nyt, når man har minoritetsbaggrund.

- Så det sker, men jeg troede bare ikke ... Man bliver altid lidt paf, når man møder det i sin hverdag, fordi man tit møder det, hvor man mindst forventer det. Det havde været langt bedre, hvis han havde sagt, 'ved du hvad, dig kan jeg ikke lide' eller 'din holdning til skattereformen gør, at jeg ikke vil have dig med'. Fordi det andet er enormt svært, siger hun og uddyber:

- Det handler også om, at man hele tiden er bange for, at man ødelægger den gode stemning. Er man nu lidt for snerpet? Er man lidt for følsom? Derfor lod jeg den være, og jeg grinte faktisk ret akavet med.