Han overtager i 'Alle for fire'

I vinterferien 2022 kan en række celebre navne opleves i 'Alle for fire', som er det nyeste skud på stammen

De seneste tre film har hovedrollerne Mick Øgendahl og Jon Lange været flankeret af skuespilleren Rasmus Bjerg, men fra næste film er det Anders W. Berthelsen, der overtager den tredje hovedrolle. Her ses Jon Lange, Mick Øgendahl, Anders W. Berthelsen og filmens instruktør, Rasmus Heide. Foto: Theis Emil Christensen/Free
De seneste tre film har hovedrollerne Mick Øgendahl og Jon Lange været flankeret af skuespilleren Rasmus Bjerg, men fra næste film er det Anders W. Berthelsen, der overtager den tredje hovedrolle. Her ses Jon Lange, Mick Øgendahl, Anders W. Berthelsen og filmens instruktør, Rasmus Heide. Foto: Theis Emil Christensen/Free

Selv om Rasmus Bjerg har meddelt, at han dropper den fjerde film i 'Alle for...'-serien, så er det slet ikke ensbetydende med, at hans populære figur, Timo, er ude af universet.

I den kommende film, som passende har fået titlen 'Alle for fire', indtages rollen som Timo nemlig i stedet af Anders W. Berthelsen.

Det afslører Nordisk Film i en pressemeddelelse.

Mange af de gamle kendinge fra de tre foregående film er ellers at finde i den fjerde i rækken, som får biografpremiere i vinterferien 2022.

Mick Øgendahl, der også er manuskriptforfatter, vender nemlig tilbage i rollen som Ralf.

Jon Lange gør også comeback som Martin, mens Louise Andersson er tilbage som Timos utilfredse kæreste, Lonnie.

Det samme er Gordon Kennedy som politimanden Toke, men der er også en lang række nye ansigter med om bord på plakaten.

Filmens instruktør, komediekongen Rasmus Heide, som også står bag de tre første film i serien, har nemlig sikret sig store navne som Ulf Pilgaard og Lars Ranthe.

Og også Hella Joof, Rasmus Botoft, Stephania Potalivo og Esben Dalgaard dukker op i 'Alle for fire'.

De populære film har rundet en million solgte biografbilletter og er en af Danmarks mest populære filmserier i nyere tid.

Ikke dramatisk
Men Rasmus Bjerg oplyste i sidste måned, at flere fortsættelser var slut for hans vedkommende og understregede samtidig, at beslutningen er fuldstændig udramatisk.

- Efter at have lavet de første tre film var jeg helt afklaret omkring, at 'det var så det' for mit vedkommende, forklarede Rasmus Bjerg i et opslag på Instagram.

- Jeg forlader skuden, før jeg overhovedet er blevet træt af nogen eller noget, og den mavefornemmelse tror jeg, er vigtig at følge. Jeg vil se tilbage på nogle sjove perioder af mit liv og være glad for at kunne stoppe, mens legen er god, lød det fra den 44-årige skuespiller.

I den nye film, hvor Anders W. Berthelsen altså erstatter Rasmus Bjerg, ånder alt umiddelbart godt hos Timo og Ralf.

Timo er flyttet ind hos kæresten Lonnie igen, og de to brødre har også held med deres små kup.

Timo opdager dog, at Lonnies fremtidsplaner ikke inkluderer ham, så med alle mulige kneb - og assistance fra Ralf og Martin - må Timo prøve at vinde Lonnie tilbage.

Den nye film, 'Alle for fire', får premiere i vinterferien 2022.

Serien består på nuværende tidspunkt af 'Alle for én' fra 2011, 'Alle for to' fra 2013 og 'Alle for tre' 2017.