Lade op eller lade være.
Det var mere eller mindre beslutningen, de seks 'løver' i DR-programmet 'Løvens Hule' skulle tage stilling til torsdag aften, da de to deltids iværksættere Christian Uttrup og Thomas Rybak tilbød dem en ejerandel i virksomheden TakeCHARGE, der sælger private ladestationer til elbiler.
København Zoo og adfærdspsykolog Annemette Staal har vurderet, at fire ud af fem løver fra det populære DR-program 'Løvens hule' ikke har adfærd som en rigtig løve. Ekstra Bladet tog onsdag i Zoologisk Have for at tale med de dyr, som de kendte investorer bliver sammenlignet med
Men kun én løve virkede interesseret i elbil-duoens forretning, der på to år har skabt en virksomhed, der sidste år havde en omsætning på 17 millioner kroner.
Derfor endte salgsseancen med, at den nye 'Løvens Hule'-investor Anne Stampe Olesen - den ifølge dyreekspert eneste ægte løve i flokken - smed 1,5 millioner kroner i nakken på TakeCHARGE mod en ejerandel på 10 procent.
Det svarer til en værdiansættelse på 15 millioner kroner, hvilket er en halvering af makkerparrets oprindelige bud - men dog højere end Anne Stampe Olesens 'frække bud', der lød på en værdiansættelse på blot 10 millioner kroner.
- Døde i 2025
Men i et voksende marked med mange aktører er det ikke uden risiko at begive sig ud på et elektrisk eventyr for løvinden.
- Enten er vi døde i 2025, og så er min halvanden million i skraldespanden. Eller også er vi vækstet mange gange. Så det er en stor risiko, lyder Anne Stampe Olesens forudsigelse i programmet.
Men det er også det, der tænder hende, siger hun til Finans.
- Enten kan TakeCHARGE blive rigtig mange penge værd, så vi tjener stort på det, eller også er vi slået ud af markedet om to år. Det er det, der gør markedet vanvittigt interessant, siger Anne Stampe Olesen til mediet.
Men ifølge Finans er virksomheden allerede kommet godt fra start med samarbejdsaftaler med Ejner Hessel og kinesiske Xpeng Motors.