Her går det bare helt galt

Endnu en dokumentar om Britney Spears forsøger forgæves at udrede popstjernens umyndiggørelse

Britney Spears kæmper angiveligt for at løsrive sig fra sin fars værgemål. Foto: Chris Pizzello/AP
Britney Spears kæmper angiveligt for at løsrive sig fra sin fars værgemål. Foto: Chris Pizzello/AP

'Kampen om Britney: Fans, penge og umyndiggørelse' (BBC) 59 minutter. Kan ses klokken 20 i aften på DR2 og nu på DRTV

Hvis man vil blive klogere på Britney Spears og situationen omkring hendes værgemål, så skal man ikke se ’Kampen om Britney: Fans, penge og umyndiggørelse’ på DR.

Dokumentaren, der er lavet af BBC, stiller på en måde spørgsmålet, om superstjernens far, Jamie Spears, har taget kontrol over datterens liv for at beskytte eller misbruge hende.

Og så svarer den på ingen måde på det.

Tidligere i år udgav The New York Times den lignende dokumentar ’Framing Britney Spears’, som heller ikke formåede at afklare værgemålets forhold, men BBC halser famlende efter uden at nå et skridt videre.

En kulørt sekt
Den enormt irriterende journalist Mobeen Azhar er nærmest i billedet mere end underteksterne, når han forgæves forsøger at trevle melodramaet op ved hjælp af suspekt research på nettet og interviews med en danser og en makeupartist, der kendte og måske stadig kender popidolet. I hvert fald lidt.    

Se traileren til den timelange dokumentar om det amerikanske fænomen Britney Spears. Video: BBC

Fans fra bevægelsen #FreeBritney optræder, som var de medlemmer af en kulørt sekt, og det amerikanske retssystem portrætteres atter, så meningen med tilværelsen pludselig fremstår fuldkommen logisk og ligetil i sammenligning. 

Som da sangerinden gav en deprimerende dårlig koncert på Smukfest i 2018, sidder man tilbage med en følelse af, at det hele er næsten lige så synd for en selv, som det er for Britney.

Den uskyldige pige med rottehalerne er blevet symbolet på en syg kendiskultur, der allerede var smittet fra Hank Williams til Elvis Presley og Michael Jackson, og dokumentarerne om hende er blot med til at sprede sygdommen.

Britney fremførte selv pointen om filmenes hykleriske ærinde på sociale medier for nylig. Hvis det da ellers er ikonet selv, der styrer hendes Instagram. Det ved vi heller ikke.

Netflix arbejder i øvrigt på endnu en dokumentar om emnet. Man får lyst til at barbere sig skaldet.

Ikonet under en koncert i 2004, hvor hun var blandt klodens største stjerner. Foto: Frank May/AP
Ikonet under en koncert i 2004, hvor hun var blandt klodens største stjerner. Foto: Frank May/AP