'Hjem til gården'-drama: - Ikke alt vises på tv

Der var en grund til, at Simon blev ekstra skuffet over Hannes valg i 'Hjem til gården'

Simon kunne glæde sig over at vinde tvekampen i søndagens afsnit. Foto: Lotta Lemche / TV 2
Simon kunne glæde sig over at vinde tvekampen i søndagens afsnit. Foto: Lotta Lemche / TV 2

Det var en følelsesmæssigt påvirket Hanne, der med tårer i øjnene kunne afsløre, at hun havde valgt Simon som førstekæmper i aftenens afsnit af 'Hjem til gården' på TV 2.

- For første gang herinde skal jeg gå på kompromis. Jeg har valgt ud fra, hvad jeg synes, der er mest fair. En af de ting, de fleste af os har prøvet, er at være i tvekamp, men der er én af os, der ikke har. Derfor er mit valg faldet på dig, Simon, lyder det fra en grådkvalt Hanne.

- Jeg synes, det er en fuldstændig latterlig baggrund, er Simons respons, og det er tydeligt, at han er godt træt af Hannes valg.

Nu viser det sig dog, at der ligger mere til grund for irritationen.

- Det er ikke alt, der vises på tv. Dagen inden kom Hanne hen til mig og fortalte, at hun ikke ville vælge mig. Det er derfor, at min reaktion er, som den er. Jeg synes, at det er ærgerlig måde at gøre det på, og jeg synes, det er noget pladder, hun fyrer af.

- Hun burde hellere bare have sagt, som hun gjorde senere: 'Simon, du er super stærk, jeg har ikke lyst til at møde dig i en finale'. Det havde jeg haft mere respekt for, forklarer Simon til Ekstra Bladet.

Forstår hendes valg
Selvom Simon er uforstående over for Hannes måde at tackle situationen på, betyder det ikke, at han er uforstående over for hendes valg:

- Jeg kan hundrede procent godt forstå, at hun tager mig. Hvis jeg var hende, ville jeg også have valgt mig eller Martin, forklarer han og tilføjer:

- Men vi var så langt fremme i spillet, så jeg kunne jo ikke gøre noget ved hendes valg uanset hvad. Derfor var det unødvendigt at sige en ting og gøre noget andet. Men hun må have ombestemt sig i løbet af natten.

Hanne er som den eneste kvinde tilbage i finaleugen. Foto:  Lotta Lemche/TV 2
Hanne er som den eneste kvinde tilbage i finaleugen. Foto: Lotta Lemche/TV 2

En svær tid
Hanne bekræfter, at hun først lovede Simon en ting, men efterfølgende gjorde noget andet. Nu forklarer hun nærmere:

- Simon og Martins arbejdsmoral var på niveau med mit, og det vægter jeg højt. Derfor sagde jeg til Simon, at jeg ikke ville vælge ham som førstekæmper. Som tiden gik, og mit valg af førstekæmper nærmede sig, fik jeg sat tingene lidt mere i relief og blev enig med mig selv om, at det skulle være Simon, lyder det fra Hanne, der uddyber:

- Simon er rigtig god til at læse tegningerne i ugeopgaverne, og vi andre fodrede Simon med materialerne, som han skulle samle. Så hurtigt fik Simon den rolle, at det var hans lod på gården, og vi andre var ikke gode nok til at sige fra. Min holdning er, at man skal ikke kun være god til ugeopgaverne og spillet, men også den daglige drift på gården og ikke mindst have kæmpet sig til en finaleplads.

Se 'Hjem til gården' søndag klokken 20.00 på TV 2 og TV 2 Play.

Her ses hele 'Hjem til gården'-holdet anno 2021. Foto: Lotta Lemche/TV 2
Her ses hele 'Hjem til gården'-holdet anno 2021. Foto: Lotta Lemche/TV 2

Mens der opstår både drama og splid under optagelserne, opstår der også venskab og kærlighed blandt 'Hjem til gården'-deltagerne. I 2018-udgaven blomstrede kærligheden mellem Ditte og Lars, men desværre endte forholdet på tragisk vis, da Lars døde i en ulykke i 2019. Læs den triste historie her.