Hørte hjertelyd inden tragedie: - Det er dybt ulykkeligt

Kosteksperten Michelle Kristensen, som snart indtager gulvet til 'Vild med dans', har haft et turbulent halvt år

Michelle Kristensen skal danse med Mads Vad. Foto: Tariq Mikkel Khan
Michelle Kristensen skal danse med Mads Vad. Foto: Tariq Mikkel Khan

Det var en turbulent start på 'Vild med dans' for sundhedseksperten Michelle Kristensen.

Før sommerferien måtte hun nemlig takke nej tak til at deltage i det populære danse-program, fordi hun var gravid. Men da fosteret gik til grunde fire uger efter, blev planerne vendt fuldstændig på hovedet.

Og Michelle Kristensen kunne alligevel kridte danseskoene.

En rutjsebane
Til Ekstra Bladet fortæller hun, at det sidste halve år har været noget af en omvæltning.

- Det har været en mærkelig rutsjebanetur. I et halvt år har jeg jo været helt mærkelig oven i hovedet oven på alle de hormoner fra fertilitetsbehandlingen, lyder det fra sundhedseksperten, som tilføjer:

- Og så var det jo dybt ulykkeligt, efter at have set hjertelyd ved fosteret, at det alligevel ikke udviklede sig, som det skulle.

Men på trods af den triste omstændighed, så er den 37-årige ny-danser klar på at kaste al sin energi på at tælle takter og lære dansetrinene udenad.

- Jeg kan stadigvæk godt blive rigtig ked af det nogle gange. Men når det er sagt, så jeg er vildt glad for, at jeg så alligevel kan få lov til at være med i 'Vild med dans. Det er jo sjældent, at man får lov til at dykke så intenst ned i noget, og så med så dygtig en læremester, fortæller hun.

Nu skal kroppen danse
Michelle og kæresten, Pernille Wass, har siden sidste vinter været i fertilitetsbehandling i håbet om at kunne forøge familien. Og dét sammen med graviditeten har sat spor på kroppen.

Michelle, som har skrevet flere bøger om kost og motion, har da også skullet vænne sig til sin nye krop. Men det er ifølge eksperten vigtigt at vise, at det hele ikke er perfekt.

- Det er fantastisk, hvad kroppen kan. Den har været gravid, nu skal den lære at danse. Og man skal være stolt af den krop, man bærer rundt på, og alt det, den går i gennem, lyder det fra Michelle Kristensen, som går på gulvet i 'Vild med dans' 10. september.

Ekstra Bladet er selvfølgelig med, når den nye sæson af 'Vild med dans' ruller over de danske tv-skærme. I mellemtiden kan du her læse om stjernernes vilde backstage-krav under showet.