Producer Alicia Allain er død i en alder af 53 år.
Det fortæller hendes mand, John Schneider, der især er kendt fra tv-serien 'Dukes of Hazzard', i en række opslag på Facebook, hvor han samtidig beder om, at folk respekterer hans privatliv i denne svære tid, hvor han er i sorg.
'Det er en tid med en sorg så stor, at man slet ikke kan forestille sig det. Sorg er for lille et ord. Jeg har hørt 'med stor kærlighed kommer stor sorg', men jeg har aldrig forstået betydningen indtil nu,' starter han sit opslag på Facebook, hvor han hylder sin afdøde hustru.
'Jeg elsker hende mere, end nogen ord overhovedet kan beskrive,' skriver han og fortsætter med at fortælle, at smerte, sorg og kærlighed ikke er dækkende nok ord for hans følelser.
Han tilføjer, at hvis man møder ham, skal man ikke spørge ham, hvordan han har det. For han er så knust, at det ikke er noget, han kan sætte ord på.
Alicia Allain fortalte i 2020, at hun året forinden var blevet ramt af brystkræft i fjerde stadie.
Produceren, der også har haft mindre roller som skuespiller, opdagede sygdommen, fordi hun bemærkede noget på sin hud. Derfor tog hun til lægen, der gav hende diagnosen.
John Schneider er især kendt som en af de bærende roller i tv-serien 'Dukes of Hazzard', hvor han spillede Bo Duke. Han har også medvirket i tv-serier som 'CSI', 'CSI: Miami', 'Desperate Housewives' og 'Glee'.
Parret fandt sammen i 2015