Hvis du er en af de danskere, der har fulgt troligt med i 'De sjældne danskere' på TV 2, så vil du helt sikkert kende Bastian.
Siden den første sæson af programmet, har man kunnet følge den 12-årige Bastians kamp mod den sjældne sygdom Crouzons syndrom - en medfødt sygdom, som blandt andet betyder, at knoglerne i kraniet ikke kan udvide sig på rette måde, når hjernen vokser.
I alt har den blot 12-årige dreng været igennem 25 operationer for at få, hvad han selv kalder et mere 'normalt' ansigt og for at undgå, at hans hjerne ville blive udsat for et farligt tryk.
Undrer du dig også? Derfor er de ikke med
Men siden seerne sidst har kunnet se Bastian på skærmen i 'De sjældne danskere', er der sket en hel del.
I et nyt program følger TV 2 nemlig Bastian i tiden op til, under og efter en meget kompliceret operation, som han har ventet på i mange år.
Selvom operationen var hård, og den betød, at Bastian skulle ligge i sengen i flere måneder, har den i dag både forandret hans liv og ansigt fuldstændigt.
- Nu ser jeg normal ud, og det synes jeg er ret stort, siger Bastian til TV 2.
Det var dog bestemt ikke uden bekymringer, at Bastian lagde sig under kniven. Han var nemlig meget bekymret for, hvordan det hele ville gå, og hvordan det endelige resultat ville blive.
- Vi var meget spændte på, hvordan han ville reagere på at ændre udseende, og hvordan det ville påvirke hans selvopfattelse. For det er svært at forberede sig på, at man kommer til at se anderledes ud, siger Bastians mor, Metta Frost, til TV 2.
Ved operationen, der varede ni timer, fik Bastian opereret sit ansigt frem - heriblandt blev overkæbe, næse og kindben rykket. Det har blandt andet betydet, at han har fået nemmere ved at synke, og at han har fået bedre passage igennem næsen, mens hans ansigt også er ændret radikalt.
Tv-deltager viser flot vægttab: - Jeg har ikke gået i fitnesscenter
Operationen gik heldigvis godt, men efterfølgende fik 12-årige Bastian komplikationer.
Siden fik han nemlig en infektion i bughinden og hjernehinden. Det gjorde, at han atter skulle indlægges og opereres flere gange, inden han blev udskrevet i februar.
Siden da er det dog kun gået fremad, og operationen har blandt andet betydet, at han i dag nemmere kan trække vejret igennem næsen. Det gør, at han ikke længere er nødt til at sove med en maske, der hjælper ham med at trække vejret.
Han fortæller desuden til TV 2, at folk nu mere kigger på ham, fordi de har set ham på tv, og ikke fordi han ser anderledes ud. Netop det er han glad for.
Du kan se 'De sjældne danskere' på TV 2 og TV 2 Play.
Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Bastian, men det har ikke været muligt.