Ikoner vender tilbage til DR

Det umage vennepar Kaj og Andrea vender tilbage til DR i ti nye afsnit

Kaj og Andrea - nu med mobiltelefon. Foto: DR
Kaj og Andrea - nu med mobiltelefon. Foto: DR

Den solsikkefrøglade papegøje og jazzede frø kan fra på fredag opleves på DR i helt nye afsnit.

Programmerne er udviklet særligt til småbørnsmålgruppen og udkommer i anledning af 50 års-jubilæet for de allerførste programmer.

- Vi glæder os til at invitere børnene ind i Kaj og Andreas univers, måske for allerførste gang, men også til at give forældre og bedsteforældre et nostalgisk gensyn med egne barndomsminder, siger Marlene Boel, chef for DR B&U.

Spejler børns følelser
Når småbørnene inviteres ind i Kaj og Andreas univers i de nye afsnit, sker det på en måde, så småbørnene kan spejle sig i programmerne og lære noget af dem.

I de nye programmer kaster Kaj og Andrea sig blandt andet over et hamrebræt, en iPad, et klodstårn, de får cykelhjelm på, og så bliver de irriterede, når Oles telefon ringer og forstyrrer dem i legen.

Fakta: Kaj og Andrea

'Kaj og Andrea' var første gang på skærmen i 1971.

'Kaj og Andrea' er sendt i 183 afsnit fra 1971-2007.

De 10 nye afsnit af 'Kaj og Andrea' markerer deres 50 års jubilæum.

Bag 'Kaj og Andrea' står Hanne Willumsen, Katrine Hauch-Fausbøll og Kjeld Nørgaard.

'Kaj og Andrea' har markeret sig i dansk kultur, og det er blandt andet muligt at nyde Kaj-kager og Andrea-kager.

Der bliver naturligvis også sunget sange, for det er svært at sige ’Kaj og Andrea’ uden at bakke snagvendt, altså snakke bagvendt.

- Kaj og Andrea har et rigt følelsesliv ligesom børnene, der ser med – de er spontane, nysgerrige, drillende, glade, legesyge og kan nogle gange også være lidt hårde ved hinanden. Småbørnene har ikke nødvendigvis så meget sprog endnu, og derfor har det stor værdi, når de oplever andre sætte ord på følelser, de kan genkende, siger Marlene Boel og forklarer videre:

- Kaj og Andreas sange er klassikere med en smittende barnlig glæde, og de fleste forældre og bedsteforældre kan huske selv at have sunget med på ’Vennesangen’ og ’Bakke snagvendt’. Det er et meget fint arvestykke, der er bragt til live og som nu gives videre til næste generation.