Indrømmer: Vi var forelskede

Jennifer Aniston og David Schwimmer var forelskede i virkeligheden, afslører de i 'Friends'-reunion

Se traileren til 'Friends'-reunion her

For mange er den ikoniske tv-serie også synonym med den glohede romance imellem karaktererne Ross Geller og Rachel Green spillet af skuespillerne David Schwimmer og Jennifer Aniston.

I de i alt ti sæsoner af hitserien kunne seerne i årevis følge Ross Geller og Rachel Green jagte hinanden, finde sammen, gå i hårdknude, være eller ikke være på pause og forsøge sig som par igen.

Men faktisk var det ikke kun på skærmen, at der var romance imellem de to.

I forbindelse med den store 'Friends'-reunion, som lige nu kan ses på HBO, afslører de to skuespillere nemlig, at der i den grad også var romance imellem dem, når kameraerne var slukket.

- I første sæson havde jeg et kæmpe crush på Jen (Aniston, red.), fortalte Schwimmer, da vært James Corden spurgte ind til, om der nogensinde havde været kærlighed i luften på settet, inden Aniston fortalte, at det i den grad var gengældt.

De to fortalte dog videre, at de aldrig gjorde mere ved deres romance. Det var der flere årsager til.

- På et tidspunkt var vi begge vilde med hinanden på samme tid, men vi var altid som to skibe, der sejlede forbi hinanden. Én af os var altid i et forhold, og vi krydsede aldrig den grænse, forklarer Schwimmer i genforeningsafsnittet.

Den populære serie kørte i ti sæsoner. Foto: Paul Drinkwater/Getty Images
Den populære serie kørte i ti sæsoner. Foto: Paul Drinkwater/Getty Images
 

Det bliver så trist
Derfor blev deres første kys da også som et led i deres roller i hitserien.

- Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt sagde til David: 'Det bliver så trist, hvis første gang, vi kysser, bliver på nationalt tv'. Og selvfølgelig var det på kaffebaren (Central Perk i serien, red.). Så vi kanaliserede bare alt vores kærlighed til hinanden ind i rollen som Ross og Rachel, lyder det fra Aniston i afsnittet.

Kunne ikke skjule det

Ifølge Schwimmer var han i en lang periode forundret over, at producerne og holdet bag 'Friends' ikke bemærkede, at der var mere end bare venskab imellem de to.

- Jeg tænkte tilbage på det første år eller to, og når vi havde pauser fra prøverne, så var der øjeblikke, hvor vi lå og puttede i sofaen og sådan noget. Og jeg tænkte: 'Hvordan kunne alle ikke se, at vi var vilde med hinanden'?, lyder det fra Schwimmer.

- Vi vidste det helt sikkert, indskyder Courteney Cox, der i serien spiller Monica Geller.

De to skuespillere formåede dog at holde romancen skjult for pressen og for fans.

I 1990’erne datede Schwimmer blandt andre sangerinden Natalie Imbruglia, alt imens Aniston blandt andre datede musiker Adam Duritz og senere i 90'erne blev kæreste med skuespiller Brad Pitt. De var i mange år et af de celebre par i Hollywood.

De to skuespillere var glade for hinanden. Foto: AP/Ritzau Scanpix
De to skuespillere var glade for hinanden. Foto: AP/Ritzau Scanpix
 

Har du også spekuleret i, hvor meget 'Friends'-stjernerne tjente på at være med i den populære serie? Bliv meget klogere her.

--------- SPLIT ELEMENT ---------