Snart vender TV3 tilbage med en ny sæson 'Paradise Hotel', og det bliver med flere gengangere, som Ekstra Bladet tidligere har kunnet fortælle.
Det tidligere kærestepar Mathias Hjort og Trine Skjollander tager en tur mere i Mexico, men de bliver ikke de eneste gamle deltagere, da også Anne Plejdrup - som beskrevet både her og i andre medier - ligeledes vender tilbage. De får selskab af sangeren Bro's lillebror, Nicklas.
Det hele er blevet afsløret i 'Paradise Hotel's egen app, hvor samtlige deltagere pludselig var at finde.
Kort efter Ekstra Bladet havde taget screenshots fra app'en og ved egne øjne set castet, blev det fjernet igen.
TV3 bekræfter nu over for Ekstra Bladet, at offentliggørelsen af castet var en fejl.
Det er endnu ikke offentliggjort, hvornår den nye sæson får premiere, men ifølge Ekstra Bladets oplysninger skal man ikke vente længe endnu.
Efter afslutningen på den sæson, der altså snart vises på tv, gik man med det samme i gang med at filme endnu en sæson. Her er det Instagrammer Olivia Salo og YouTuber Emil Olsen, der tager over som vært for programmet i stedet for Rikke Gøransson.
Optagelserne til den sæson er netop afsluttet.