Hele vejen i gennem årets 'Robinson Ekspeditionen' har Ralf Østergaard Kristensen været inkarnationen af ro og overskud både i det taktiske spil og i de fysiske kampe.
Men i aftenens finaleafsnit må favoritten se sig slået millimeter fra målstregen, da han taber dysten med et brag og misser finaleudfordringen på planken.
Det får den ellers så rolige realitydeltager til at bryde sammen i tårer af skuffelse og skam, lader han forstå i afsnittet.
Men han udviser også glæde over, at han endelig kan få lov at kontakte sin familie igen, fortæller han til Ekstra Bladet.
- Jeg tror, at jeg reagerer så kraftigt, fordi det er en blanding af skuffelse over min præstation og forløsning. Den dér tanke om, at nu var jeg ude og kunne kontakte min familie - den fik det hele til at kulminere, siger Ralf og fortsætter:
- Jo flere skridt, jeg gik væk fra de andre og ud af spillet, desto mere blev skuffelsen byttet ud med lettelse. Det var tyve kilo, der lettede fra brystkassen.
I klippet nedenfor kan du se Ralfs reaktion på at ryge ud lige før finalen. Artiklen fortsætter nedenunder ...
Ærgrer sig
Ikke desto mindre sidder ærgrelsen over at gå glip af finaleudfordringen stadig i kroppen.
- Jeg havde fandeme set mig selv stå på planken sammen med hr. Mortensen, det havde jeg. Men jeg var hurtigt videre, og så at få snakket med familien - selvom der var dårlig forbindelse - det var bare dejligt, siger Ralf.
Også den luksus, der ventede på hotellet efter dysten, gjorde godt efter 43 dage uden basale fornødenheder.
- Det var sindssygt. At komme ud i en bil og få stukket slik i hånden. Jeg spiser normalt ikke slik, men jeg kørte det ned. Og på hotellet fik jeg stukket et stykke pepperoni-pizza og en halv liter cola i hånden. Det var en oplevelse, jeg aldrig glemmer, siger han med et grin.
Med sig tager Ralf en oplevelse, der har gjort ham klogere på sig selv og sine egne evner.
- Det har været det vildeste eventyr, og jeg er stolt af hele forløbet. Der er ikke noget, jeg ville have været foruden. Og så har jeg har fået nogle venner for livet, og det er noget, jeg virkelig tager med mig, siger han.
Hvem der ender med at løbe med sejren, kan du følge i 'Robinson Ekspeditionen' på TV3 og Viaplay.
Flere tidligere deltagere har måttet betale en høj pris for tv-eventyret, der har givet dem mén for livet.
--------- SPLIT ELEMENT ---------