Begyndelsen på årets 'Vild med dans' blev en dårlig start for Umut Sakarya.
Restauratøren fik blot fire point, aftenens laveste antal, som han - med sms-stemmerne - slæber med sig til næste fredag.
Sakarya blev reddet af TV2, der igen freder programmets første runde, så ingen røg ud.
Madelskeren var en humørbombe, men hans præstation gav alligevel anledning til kritik.
- Umut, du er en gave til det her program. Men jeg kunne godt tænke mig, at din mave kommer ind, og vægten kommer frem i brystet, sagde Marianne Eihilt.
Nye scenografi
Det hjalp desværre ikke på præstationen, at Umut Sakarya dansede i programmets splinternye studier på Østerbro i København.
Scenografien var ændret, men ikke bemærkelsesværdigt. Mest iøjnefaldende var skiftet fra lilla farver til grå.
Den største ændring var Silas Holst og Jakob Fauerby, der udgør programmets første mand-mand-dansepar, og Marianne Eihilt, der i år erstatter Britt Bendixen.
Mens Sakarya blev afvist af dommerne i aftes, brillerede skuespiller Neel Rønholt.
Dommerne roste hende til skyerne og kvitterede med 14 point.
Nikolaj Hübbe var så overrasket, at han mistænkte hende for at snyde.
- Man må ikke have danset professionelt på forhånd, og så tænker jeg: Har du danset professionelt før, spørger Nikolaj Hübbe.
- Nej, lød det prompte fra Neel Rønholt
Ligeledes blev Jakob Fauerby og Silas Holst rost af dommerne.
Jens Werner anerkendte parret for at have løst problemet med at definere danserollerne, der normalt knytter sig til køn.
- Jeg synes, at det var genialt sat sammen, i forhold til hvem der var fører og blev ført, siger Jens Werner.