'Kastreret' på tv: - Det er klippet hårdt

Steffen og Simone får i 'Fede forhold' hjælp til at tolke hinandens kropssprog og signaler for at undgå konflikter

Simone og Steffen bruger en hel dag sammen med adfærdsbiologen i 'Fede forhold'. Foto: Morten Sønniksen/DR
Simone og Steffen bruger en hel dag sammen med adfærdsbiologen i 'Fede forhold'. Foto: Morten Sønniksen/DR

I 'Fede forhold' er deltagerne Steffen og Simone Timmerby godt på vej mod deres mål om at tabe de overflødige kæreste-kilo. Men selvom det går strygende med livsstilsændringen, har parret udfordringer med kommunikationen.

Derfor får de i tirsdagens afsnit af det populære DR-program assistance fra adfærdsbiolog Lene Christensen, der skal hjælpe dem med at forstå hinandens kropssprog og alt det, der bliver sagt mellem linjerne.

Og ekspertens dom er hård - særligt over den måde, Simone somme tider griner på, når bølgerne går højt mellem dem.

- Det kalder vi faktisk kastrationsadfærd. Det betyder, at man simpelthen cutter alt, hvad der er på sin partner, og det er ikke godt for nogen, siger hun ganske kontant til parret i programmet.

Til Ekstra Bladet fortæller parret dog, at snakken med Lene Christensen var noget mere nuanceret.

- Jeg kan godt se, at når man ser det udefra, så er det den måde, det opfanges på. Men der er også noget af den adfærd, vi har over for hinanden, som vi ikke opfatter på den måde, som Lene ser det, siger Steffen og fortsætter:

- Det er et meget stærkt ordvalg, og sådan har jeg ikke opfattet det. Programmet er også klippet hårdt sammen, og vi havde en længere snak med Lene, end det man ser i tv. Så jeg opfatter ikke Simones grin, sådan som Lene forklarer det.

Oplevede det anderledes
Også Simone oplevede sit grin på en lidt anden måde i situationen.

- Når jeg griner, er det i nogle situationer, fordi jeg er usikker i forhold til det, jeg siger. Så det er ikke hver gang, jeg griner, at jeg bliver underdanig, som hun kaldte det. Sådan føler jeg det ikke, men det kan jo være sådan, andre opfatter mig, siger Simone og uddyber:

- Lene nævner ordet 'kastrationsadfærd', og det kan jeg sagtens se, når hun forklarer det. Men jeg var selv i den situation og den følelse, jeg havde, og mit grin er faktisk mere et udtryk for usikkerhed og nervøsitet over situationen, fordi jeg ikke er god til at tackle, når der er nogen, der bliver sure.

Ikke desto mindre har parret taget flere af Lenes observationer og råd til sig, fortæller de.

- Det var surrealistisk at få forklaret, hvad man siger uden at sige det. På et eller andet plan gav det meget god mening også i forhold til nogle af de følelser, man havde i situationen, siger Steffen.

- Det var en lang dag med mange indtryk, og alt den feedback, vi fik, og de øvelser, vi lavede, var med til at få os til at tænke videre over vores adfærd. Det var vildt og indsigtsgivende, og vi lærte en masse, siger Simone.

Ekstra Bladet har talt med sundhedsekspert i 'Fede forhold', Anne Seidelin, der her giver sine bedste tips, hvis man planlægger en livsstilsændring.

Du kan også læse parterapeut i programmet Frej Prahls bedste tricks til et godt sexliv.

'Fede forhold' kan ses på DR1 og DR TV.