Kongen af tv-shop er død

Kongen af amerikansk tv-shop, Ron Popeil, er død 86 år gammel

Ron Popeil på sit kontor i Beverly Hills i 1982. Produktlinjen det år bestod blandt andet af Mr. Microphone, Pocket Fisherman og klassikeren Veg-a-Matic. Foto: Ritzau Scanpix
Ron Popeil på sit kontor i Beverly Hills i 1982. Produktlinjen det år bestod blandt andet af Mr. Microphone, Pocket Fisherman og klassikeren Veg-a-Matic. Foto: Ritzau Scanpix

Den amerikanske tv-personlighed, opfinder og ophavsmand til infomercials - en blanding af tv-show og reklame -  Ron Popeil, er død 86 år gammel.

Det skriver CNN.

Popeil blev født i New York i 1935 og begyndte som sælger på et loppemarked i Chicago som 16-årig. Han debuterede i sin første tv-reklame i 1959, hvor han fremviste den blender-agtige Chop-o-Matic fra sit eget firma, Ronco. Ifølge TMZ solgte den to millioner enheder.

Ron Popeil i 2018. Foto: Ritzau Scanpix
Ron Popeil i 2018. Foto: Ritzau Scanpix
 

Han fortsatte med Veg-O-Matic, Pocket Fisherman, Mr. Microphone og Electric Food Dehydrator, men det var først i 1980'erne, at hans berømmelse eksploderede.

Det skete, da lempeligere reklame-regler gjorde det muligt at udskifte de korte tv-reklamer med 30 minutter lange infomercials, som Ron Popeil selv optrådte i. Tv-indslagene blev en stor succes i aften- og weekend-fladen, skriver CNN.

Ron Popeil fremviser Showtime Rotisserie, som blev en gigantsucces. Foto fra Youtube
Ron Popeil fremviser Showtime Rotisserie, som blev en gigantsucces. Foto fra Youtube
 

Han opfandt en formel, der virkede hver gang: Præsentér en opfindelse, der løser et mindre problem med en 'revolutionerende' teknologi. Smid 'gratis' bonusprodukter i ordren til stor glæde for et studiepublikum, og advar seerne om, at der snart er udsolgt, så de skal 'ringe nu'.

Hans største succes var Ronco Showtime Rotisserie and BBQ, som omsatte for over 1 milliard dollars.

Du kan se den 30 minutter lange infomercial for den geniale grill-ovn på Youtube.

Ron Popeil solgte sit Ronco-firma i 2005. Han vurderes at være god for 200 millioner dollars.

Han efterlader sig sin kone, Robin, fire børn og fire børnebørn.