Lars Løkke springer ud som DR-vært

Selv om værtsrollen er ny for tidligere statsminister Lars Løkke, er det ikke første gang, han er i tv. Tidligere har han deltaget i programmet 'Over Atlanten'

Ud over Lars Løkke Rasmussen medvirker blandt andet også eksperter og forfattere fra både Danmark og Færøerne, som skal hjælpe med at fremkalde et kapitel af historien, som de færreste kender til. Foto: Teddy Bruslund/Free
Ud over Lars Løkke Rasmussen medvirker blandt andet også eksperter og forfattere fra både Danmark og Færøerne, som skal hjælpe med at fremkalde et kapitel af historien, som de færreste kender til. Foto: Teddy Bruslund/Free

Når en ny, historisk DR-serie med titlen 'Klaksvíkstriden', der omhandler en tidligere storpolitisk krise i rigsfællesskabet, ruller over skærmen, vil værten være et velkendt ansigt for de fleste danskere.

Det bliver den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, som indtager værtsrollen, skriver DR i en pressemeddelelse.

Valget begrundes med Lars Løkkes indgående viden om landet. Blandt andet fordi han som tidligere statsminister har været ansvarlig for rigsfællesskabet.

Derudover er Lars Løkkes hustru, Sólrun, færing og har en familie, som har spillet en indgående rolle i historien om den store krise i rigsfællesskabet, skriver DR videre i pressemeddelelsen

Serien vil dykke ned i de forskellige aspekter af den politiske krise, som fandt sted på Færøerne i 1955.

Sagen begyndte, da Dansk Lægeforening ønskede en færøsk læge fyret fra Klaksvík Sygehus, fordi han var erklæret nazist under Anden Verdenskrig. Men både beboerne i Klaksvík og lægen var så uenige i den beslutning, at de greb til våben for at beholde ham.

Det var dog ikke den eneste årsag til, at sagen eskalerede.

Der var også mange separatister efter Anden Verdenskrig, som ønskede et frit Færøerne, og mange politiske interesser var i spil.

Lars Løkke har flere gange deltaget i danske tv-programmer, men det er hans første værtsrolle.

Senest har seere kunne følge ham sejle over Atlanterhavet sammen med fem andre kendte danskere i realityprogrammet 'Over Atlanten', som blev sendt på Kanal 5 og Discovery+ i foråret.

Lars Løkke springer ud som DR-vært

Tidligere har Lars Løkke været statsminister i to valgperioder. Først i årene 2009 til 2011 og senere fra 2015 til 2019.

Til trods for sit årelange medlemskab i Venstre meddelte han nytårsdag i år, at han havde meldt sig ud af partiet efter 40 år.

På grundlovsdag 5. juni præsenterede han sit nye parti, Moderaterne.

'Klaksvíkstriden' bliver sendt i fire afsnit på DR2 og DR-TV fra onsdag 4. august.