'Løvens Hule'-virksomhed i millionunderskud

Nedlukningen som følge af coronapandemien har været hård for virksomheden Myselfie, der er kendt fra 'Løvens Hule'

Myselfie var populær i 'Løvens Hule', men 2020 har været et hårdt år for virksomheden. Foto: PR
Myselfie var populær i 'Løvens Hule', men 2020 har været et hårdt år for virksomheden. Foto: PR

2020 var ikke et godt år for virksomheden Myselfie, som var enormt populære blandt løverne, da de var med i fjerde sæson af 'Løvens Hule'.

Dengang var alle løverne så vilde med idéen, at de alle betalte 200.000 kroner for sammenlagt 25 procent af virksomheden, som tjener sine penge på at leje et kamera ud til fester og arrangementer, hvor gæsterne så kan tage et billede af dem selv til festen.

Under coronaen har der dog ikke været mange fester, fordi landet har været lukket ned, og det har derfor også været et hårdt år for virksomheden, som må levere et underskud.

Således lød årets resultat på et underskud på -1.136.303 kroner efter skat. Bruttofortjenesten for året lød ellers på 4.074.496 kroner, men en række udgifter, der blandt andet tæller lønudgifter for lidt mere end 3,2 millioner til virksomhedens ni ansatte, trækker altså årets resultat i røde tal.

Egenkapitalen lød ved årets udgang på 831.468 kroner.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Myselfie leverer selfie-kameraer til fester. Foto: PR
Myselfie leverer selfie-kameraer til fester. Foto: PR
 

Hårdt år
Virksomhedens direktør, Thomas Bennedsen, udtalte tidligere på året til Ekstra Bladet, at det har været en hård periode for virksomheden.

Ved årets begyndelse var udmeldingen, at man håbede på at fordoble overskuddet fra året før, som lød på 288.739 kroner, men sådan skulle det altså ikke gå.

- I januar og februar slog vi de budgetter, som vi havde lagt. Og det er jo sådan, når man laver budgetter, at man laver dem så optimistiske, at man ikke rigtig tror på dem.

- Så vi var godt på vej, men så gik den kære Mette Frederiksen på skærmen ... og så ramte vi coronamuren. Vi tænkte: 'det var dét', og man fik da dommedagstanker. Udgifterne var der jo stadig, og i starten var der ikke snak om hjælpepakker og alt muligt, så vi så jo bare hele salget dale, og vi følte os lidt snydt. Det var jo første år efter 'Løvens hule', og vi skulle bevise, at vi altså godt kunne levere uden tv og opmærksomheden efter programmet, sagde Thomas Bennedsen dengang til Ekstra Bladet.