Mandag aften blændede DR op for en ny sæson af programmet 'Fede Forhold', hvor tre par kæmper for at tabe sig samt finde gnisten i forholdet igen med kyndig vejledning fra sundhedsekspert Michelle Kristensen.
Parrene bliver i programmet fulgt intensivt i syv måneder i forsøget på at nå deres mål.
Et af de par, man følger i programmet, er Tina på 41 år og Thomas på 36 år, som bor i Ebeltoft med deres tre børn.
De to har været sammen i 16 år og mødte hinanden igennem deres uddannelse i forsvaret. Siden de fandt sammen har Tina taget 30 kilo på, mens Thomas har taget 20 kilo på.
Det har sat spor på deres kroppe, men i den grad også i deres forhold, hvor intimiteten er blevet mindre og mindre. Tina har nemlig efterhånden helt mistet lysten til Thomas.
- Grunden til, at vi meldte os til programmet var, at vi var kørt fast i et spor. Vi sad fast i de dårlige vaner, og vi havde andre ønsker og forhåbninger for vores liv, siger Tina til Ekstra Bladet og fortsætter:
- Vi elsker hinanden højt, men vi var kørt fast i nogle roller, som vi ikke havde lyst til at være i. Vi mistede lysten til hinanden, og vi trivedes ikke, men heldigvis udvikler det sig i takt med programmet, siger hun hemmelighedsfuldt.
Bange for at dø: - Vi kunne ikke styre det
'Vildt nervepirrende'
Ifølge Tina gjorde hun og Thomas sig mange overvejelser, før de sagde ja til at medvirke i 'Fede Forhold'.
- Det har været vildt nervepirrende, og vi talte det meget igennem, inden vi sagde ja, for man eksponerer sig selv for hele Danmark. Men vi blev enige om, at det var det her, vi skulle, hvis vi gerne ville nå vores mål og redde vores forhold, siger hun og fortsætter:
- Ved at være hudløst ærlige håber vi også, at vi kan være en inspiration for nogle andre, der kan nikke genkendende til det og får mod på at gøre noget ved de problemer, som de står med.
Tina fortæller, at hun i lang tid godt har vidst, at hun havde lidt for mange kilo på sidebenene, men det var først, da hun så sig selv på tv, at det gik op for hende, hvor slemt det egentlig stod til.
- Det var vildt at se min første vejning. Jeg vidste jo godt, at jeg var tyk og overvægtig, da jeg stod i det. Men når jeg så så det på fjernsyn, blev jeg helt målløs. For jeg har ikke set mig selv sådan, og det er heller ikke de personer, vi er længere, siger hun.
- Men alt i alt har det været en rigtig god oplevelse, og vi har virkelig lært meget af at være med, siger hun.
Læs mere om parret Isabel og Tina, der ligeledes deltager i 'Fede Forhold' i boksen herunder:
Hvordan det går parrene, kan du se i 'Fede Forhold' hver mandag klokken 20.30 på DR1.