Mads Mikkelsen scorer kæmpe rolle

Den danske stjerne bliver en del af den kommende Indiana Jones-film

Mads Mikkelsen kan snart skrive endnu en stor rolle på sit cv. Foto: Tony Gentile/Ritzau Scanpix
Mads Mikkelsen kan snart skrive endnu en stor rolle på sit cv. Foto: Tony Gentile/Ritzau Scanpix

Mads Mikkelsens internationale cv tæller allerede store roller i 'Hannibal', 'Fantastic Beasts', 'Rogue One: A Star Wars Story' og som James Bond-skurk, og nu kan den 55-årige danske stjerne snart skrive endnu en stor rolle på cv'et.

Han har nemlig scoret en rolle i den kommende Indiana Jones-film, hvor han skal spille over for Harrison Ford og Phoebe Waller-Bridge.

Det skriver Deadline.

Over for Ekstra Bladet bekræfter Mads Mikkelsens manager, Ulrich Møller-Jørgensen, nyheden om rollen. Han ønsker dog ikke at sige yderligere eller oplyse, hvilken rolle skuespilleren skal spille.

Deadline skriver også, at de ikke har mange detaljer omkring rollen, men de kalder dog Mads Mikkelsen for 'Harrison Fords next co-star', hvorfor det må formodes, at der ikke er tale om en lille rolle.

Harrison Ford indtager for femte gang rollen som Indiana Jones. Foto: Jordan Strauss/Ritzau Scanpix
Harrison Ford indtager for femte gang rollen som Indiana Jones. Foto: Jordan Strauss/Ritzau Scanpix

James Mangold overtager fra Steven Spielberg som instruktør på filmen, der ifølge medierne forventes at starte produktion denne sommer og få premiere 29. juli 2022.

Den første film om Indiana Jones, 'Raiders of the Lost Ark', havde premiere i 1981 og blev en kæmpe succes. Siden fulgte film i 1984 og 1989, inden universet igen blev genoplivet på lærredet i 2008.

Danskerne har senest kunnet opleve Mads Mikkelsen i Thomas Vinterbergs kæmpesucces 'Druk', der for nylig vandt en BAFTA som den første danske film i 32 år og senere på måneden kan vinde en Oscar.

Der er rigtig gode penge at tjene, hvis man er en succesfuld dansk skuespiller, som Mads Mikkelsen er. Det kan du læse mere mere om her. (+)