'Mads & Monopolet' afbrudt under live-udsendelse

Mads Steffensen blev lørdag formiddag noget overrasket, mens han løste dilemmaer i radioen

Mads Steffensen blev lørdag formiddag hædret med formem DR-pris. Foto: DR
Mads Steffensen blev lørdag formiddag hædret med formem DR-pris. Foto: DR

Radiovært og dilemma-knuser Mads Steffensen fik sig noget af en tidlig julegave lørdag formiddag.

Midt under live-udsendelsen 'Mads & Monopolet' blev den rutinerede vært afbrudt.

- Hej Mads. Jeg har for en kort stund afbrudt Danmarks absolut mest succesfulde radioprogram for at overbringe en pris til dig. Du er nemlig modtager af dette års Krygerpris. Krygerprisen er vel den mest prestigefyldte radiopris, man kan modtage. Den uddeles hvert år til en DR-radiomedarbejder, der har gjort enestående indsats for radiomediet. Og det har du, Mads, sagde Gustav Lützhøft i sin overraskelsestale, der røg ud til de flere end en million mennesker, der plejer at tænde for P4, når ’Mads & Monopolet’ tager fat på alverdens dilemmaer. Det skriver DR i en pressemeddelelse.

'Mads & Monopolet' i shitstorm efter gramse-snak

Mads Steffensen er normalt ikke meget for at blive overrasket, når han sender. Men han var ikke mere hylet ud af den, end han rakte armene i vejret og gav radiochefen en krammer efter den uventede besked.

- Den er jeg rigtig glad for. Når man ser på, hvem der har fået den før, er det Champions League inden for radiofolk. Jeg er virkelig tilfreds med at være med på det A-hold, sagde en tydeligt bevæget Mads Steffensen, inden han fik rundet ugens program af på vanlig vis.

Krygerprisen er opkaldt efter Christian Kryger, der levede fra 1915 til 1972, og var én af radiopionererne inden for radioreportage. Kryger ville være fyldt 102 år den 19. december, og prisen har DR uddelt i nu 45 år tæt på hans fødselsdag.

Mads & Monopolet: P3 fyrer - P4 hyrer

Mads Steffensen har lavet 'Mads & Monopolet' siden september 2003, og han har blandt andet tidligere modtaget Ekstra Bladets radiopris, 'Den Gyldne Mikrofon’.